GeorgBrandes

179

aandshistoriske eller æstetiske Litteraturdyrkere — Vald. Vedel,

Vilh. Andersen, Hans Brix bl. a. — har alle lært at læse af Bran

des.«

Slotspræst

Oscar Geismar

har i sine »Skilderier« 1927 gengivet sin

Nekrolog over ham — med følgende Udgang:

»Lader man Budskabet om Georg Brandes’ Død bundfælde sig

i Ens Sjæl, gaar det, som han altid har ønsket det: ogsaa nu fyl

der han Sindet med baade Frastødning og Tiltrækning. Ene Hi

storien kan løse denne Tvedragt ved at sænke Glemselens Slør

over den Folkeførerdrøm, som han aldrig kunde opgive, det heroi

ske Eventyr, som han paany og paany fortalte for sig selv, og til

Gengæld taknemligt værdsætte den Gerning som Bogforsker og

Bogtolker, hvortil han havde Evner, større end nogen anden Sam

tidig.«

Henning Kehler

stiller i »Overmennesker og andre« 1929 sig selv

det Spørgsmaal: Hvad skylder Danmark Georg Brandes? Og svarer:

»Først og fremmest de ypperste Essays og Bøger, som er skre

vet om danske Digtere og litterære Personligheder i den saakaldte

Guldalder. Det bedste, Georg Brandes har ydet som Kritiker, har

han ydet Danmark. Dernæst skylder vi Georg Brandes Igangsæt

telsen af en Litteraturbevægelse, som nu er afsluttet, Naturalis

men, og en trofast Tilførsel af Brændsel til en Livsanskuelses

fejde, som han ikke er Fader til ...« . Og senere: »Som Skribent

glimrende — som Tænker værre end overfladisk. Dette vil blive

Dommen om Kritikeren Georg Brandes.«

Tom Kristensen

synes ikke i Bogform at have skrevet noget om

Brandes; i sit Essay om Helge Rode, der stod i »Tilskueren« 1930, Bd.

2, findes ogsaa en Omtale af det efternævnte Skuespil »En Mand gik

ned fra Jerusalem«: »et Angreb paa den voltairske, for ikke at sige

den brandesianske Aand, for det var ogsaa ment som et Angreb

paa Herremoralen, Overmennesket som Fredsstifter. At dette Skuespil

just var retfærdigt, kan ikke paastaas.

Georg Brandes stod ikke udenfor, han stod som Talsmand for alle

de Millioner, der ikke turde tale af Frygt for at blive skudt, han for

kyndte den Gang, hvad nu næsten hver eneste Krigsbog tør sige, han

var Udtryk for en Helhed, der er større end Nationerne, nemlig Men

neskeheden, selv om han skældte den ud for dens Dumhed, og han

var i Eftertidens Øjne betydeligt større i sin Fredsagitation, end da

han i 1890 begik den inkonsekvente Letsindighed at finde den ukendte

Professor Nietzsche frem. Men Helge Rode havde grebet Georg Bran-

l?«