GeorgBrandes

180

des i en Selvmodsigelse, ikke en Skrivefejl, men en Splittelse, der bun

dede dybt i Georg Brandes Karakter. ...«

Niels Møller,

der kort efter Brandes’ Død udgav sin store Verdens

litteraturhistorie, skrev Nekrologen i »Nordisk tidskrift for vetenskap,

konst och industri«, og siger heri (S. 204) bl. a.:

»I sin frigorelseskamp havde han tidsånden på sin side. Han

oplevede, at mange af de tanker, han havde forkyndt i sin ungdom,

regnedes for selvfølgelige; hans modstandere var mer eller mindre

gennemsyrede af Brandesianisme. Men han oplevede også, at

krigsforskrækkelsen fik en ny reaktion til at voxe frem. Det var

kun, hvad der måtte ventes; men rimeligvis har den gjort ham

mismodig og forbitret; han har kunnet synes, hans gærning var

spildt; hvad den ikke var. Den satte frugt langt udover hjemlan

det.«

Harald Nielsen

har rettet adskillige Angreb paa Brandes’ Skribent

virksomhed og den Beundring, man ofte ødslede paa ham ; i sin Bog

»Jøden, Filisteren og Holsteneren« 1917 omtaltes Brandes’ Bog om Ver

denskrigen bl. a. som bærende »Hastværksarbejdets skødesløse, tilfæl

dige Præg ... slet Sprog, overfladisk og banal Tænkning, sammen-

rapset, usigtet Viden, fejlagtige Oplysninger og falsk Logik.« Hertil

kom i 1922 et mere omfattende og grundigere dokumenteret Indlæg

»Usurpatoren«, en Bog paa 144 Sider.

I et Kapitel gennemgaas Brandes’ Karakteristik af den engelske

Digter Robert Southey i »Naturalismen i England«, der, udtaler Ha

rald Nielsen, »ved sit røverromanagtige Præg, sine aabenlyse Urimelig

heder og sine psykologiske Selvmodsigelser i Forbindelse med det

Temperament, hvoraf den er baaret, ligesom adskilligt andet hos Ge

org Brandes mest af alt minder om Fru Blicher-Glausen.« Derefter

følger en Paavisning af, hvorledes Brandes’ Afhandling i »Før og Nu«

om Francisco Ferrer for store Deles Vedkommende er en (uciteret)

Oversættelse af et to Aar før udkommet engelsk Skrift af en katolsk

Præst; og i Indledningskapitlet hedder det (S. 54) : »Jeg betragter

ikke blot hans (Brandes’ ) Regimente som skadeligt, jeg anser det og-

saa for dybt ydmygende for vor Kultur.«

Helge Rode

kommer i en Kronik i »Berlingske Tidende« 18. Juni

1929 om dansk Kritik bl. a. ind paa Bedømmelsen af Georg Brandes:

»Naar saa mange blev ved at se Statuen i ham, var det Stilen,

der gjorde sit; men mest af alt hans Ungdoms Gerning, der ikke

kunde glemmes. Paa et for ham lykkeligt Tidspunkt skaffede han