GeorgBrandes

178

gamle Have. Den Opgave at vurdere den danske Digtnings Herlig

heder løste han — inden for visse Grænser, som dikteredes af For

holdene og hans egen Natur, med Genialitet. ... han skabte det

Grundlag for Opfattelsen af vor Litteraturs Udvikling og Højde

punkter, som i det hele endnu stadig har Gyldighed for os, samti

dig med at han i Enkeltanalyser gav en Vejledning til Skønheds

Tilegnelse, som aldrig er givet bedre.«

Jørgen Bukdahl

omtaler Brandes i »Dansk national Kunst« 1929

Kapitlet om Gennembrudets Fronter; han slutter:

»Hjertets Renhed er at ville eet, denne Sætning Kierkegaard

skabte ud af sit splittede Sind ramte Georg Brandes’ Hjerte, det

skønne og det naive deri, som gav ham Evnen til at beundre, og

glemme sig selv i Beundring. Han har ofte (og med kritisk Ret)

spejdet efter Bekræftelse paa egne Meninger i den Skikkelse han

behandlede, eller efter egne Træk i det Ansigt han tegnede, men

han glemmer dette over Skønheden i Kunsten han behandler, en

ten den findes hos Voltaire eller Brorson. Og han kan faa andre

til at beundre. Og til syvende og sidst, hans Virksomhed

betød

dog

noget for ham, han satte sin Sjæl i Pant og lod den ikke udløse af

fattig Fordel, vi kan have andre Meninger om dit og dat, gaa ud

fra andre Forudsætninger, fordi vi tænker ud fra andre Oplevelses

kredse og ud fra anden Tidssammenhæng, han kæmpede dog for

Aand og Aandsliv, der er ogsaa Mod at hente i det i en Tid, hvor

der rafles om Kultur til den billigste Pris paa Torvet ...«

Seminarieforstander

Georg Christensen

har udgivet Dansklærerfor

eningens »Udvalgte Stykker af Georg Brandes« 1916 og skriver i Ind

ledningen bl. a.:

»Man har regnet ud, at Brandes har givet over 150 Portrætter

— derimellem ogsaa fra Digterværker, hvis Figurer han først har

gjort rigtig levende for den almindelige Læser. — Disse Portrætter

vidner om hans kritiske Liberalisme, hans vidtfavnende Intelli

gens og verdensvante Menneskekundskab. Man han har alligevel

nok bedst forstaaet de oprørske, trodsige Naturer — ikke de barn

lige, folkelige — Kierkegaard, men ikke Grundtvig f. Eks. Og som

han har søgt personligt og derfor skriver med Lidenskab, saadan

har han ogsaa ofte faaet et personligt Facit ud — æggende til

Modsigelse, men ogsaa vækkende til Selvtænkning.

Derfor har han dog ikke glemt det æstetiske. I mange Bøger

har han givet fine Analyser af Skønhedsværdierne uden at spørge

om hvorfra og hvorfor (Staffeldts, Chr. Winthers og Aarestrups

Lyrik — i Goethebogen rundt omkring og mange andre Steder).

Alle senere Litteraturforskere staar i Gæld til ham — udover

de rene Biografer og Kildeforskere og Udgivere. De psykologiske,