GeorgBrandes

182

Mængde bestemmende Paavirkninger paa den saare indtryksmod

tagelige G. B. og derved forklare, at man har kunnet kalde ham

»den talentfulde og energiske Benytter« (Rubow). Des kraftigere

bør det understreges, at hans inderste Jeg — hans saa at sige

»medfødte« Selv — bundede i en

aaben Sans fo r store Mennesker.

Som hans tidligste Ungdoms Forhold til Goethe og Kierkegaard

havde noget af Heltedyrkelsens Karakter, var hans monumentale

Oldingeværker under og efter Verdenskrigen egentlig en Række

Heltebiografier, og paa Midten af hans Bane sejrede Dragelsen

mod det heroiske over delvis modgaaende Tendenser. Denne hans

fremherskende Indstilling (i god Forstand naiv) betingede — sam

men med hans Væsens Ild og hans glimrende stilistiske Evne —

den Originalitet, som kun faa tør nægte Tilstedeværelsen af i hans

Livsværk taget i sit Hele (hvor mange Detailler der saa for Resten

kan være andenhaands).«

Prof.

Valdemar Vedel

har i »Salmonsens Konversationsleksikon«

bl. a. skrevet:

»Brandes har i en ganske ualmindelig Grad Kritikerevnen til

over for enhver Livsfremtoning at kunne finde ind til, hvor det er

Vældet bobler frem inde i den, og hvorudfra den er blevet til og

maa forstaas, en ganske ualmindelig Affinitet med mange Slags

Liv, og denne — halvt videnskabelige, halvt digteriske af Væsen —

har sat ham i Stand til at leve sig ind i og gøre sig til Organ for en

Mængde Aandsfænomener. Han har virket i Danmark som en sta

dig Spejder ud mod Europa, en utrættelig Tilfører af nyt aandeligt

Livsstof, en remueur d’idées af høj Rang, og hans levende Inter

esserethed, hans Evne til Sympati, Entusiasme, Indignation, hans

Mod og Kamplyst har vakt og ildnet Slægtled efter Slægtled af

Unge. Men hans Evne til at skabe sig Fjender har altid været lige

saa stor som Evnen til at vinde Tilhængere, hans Væsen har al

tid øvet baade frastødende og tiltrækkende Virken, og hans For

fatterskab har givet Modstandere adskillige Angrebspunkter

baade ved den ofte løse Underbygning og ved Forsyndelser mod

den sande Forsknings selvløse Saglighed.«

Til disse — Størsteparten

efter

Georg Brandes’ Død fremkomne —

udpræget litteratur-historiske Bidragj skal her af kendte Personlig

heder i dansk Aandsliv føjes endnu en Række Udtalelser — et Supple

ment, der ingenlunde kan være udtømmende. For Oversigtens Skyld

er Citaterne anført i alfabetisk Navnefølge:

Jeppe Aakjær

har i sine »Efterladte Erindringer« 1934 et Tillæg,

der indledes med en Skitse »Besøg hos Georg Brandes«; den synes at