GeorgBrandes

187

»Der er vel almindelig Enighed om, at det var en Fejl, værst for

Universitetet selv, at han ikke i sin Tid blev Professor i Æstetik —

det har Universitetet selv i hvert Fald erkendt og bekendt — og at

det Røre, han vakte i de stillestaaende Vande, var af det gode, har

Følgerne vist; al nyere virkelig Litteraturforskning herhjemme

har sit Udspring i hans »Hovedstrømninger«. De Unge aner vist

ikke, hvor mange mugne Dogmer og Fordomme de har hvirvlet

bort. Men den Ild, der brænder i Georg Brandes, har Beundringens

bløde Puder lige saa lidt kunnet kvæle, som Forkætringens kolde

Straaler kunde slukke den.

Det er noget sjældent og beundringsværdigt.«

I den i sin Tid meget anvendte Konfirmations-Gavebog »Gennem

femten Hundrede Aar«, 1912 findes to Artikler om Brandes, en af Søn

derjyden H. D. Kloppenborg-Skrumsager og en af den kendte Skole

mand

Niels H jort;

sidstnævnte skriver bl. a.:

»Skulde man i to Ord karakterisere det danske Aandsliv i de

sidste fyrretyve Aar, da fandtes der ikke andre Ord at nævne end

de to: Georg Brandes. Skulde man paa en Skuemønt ved ét eneste

Menneskes Ansigtstræk symbolisere hele denne Periode, da var

Georg Brandes den eneste, hvis Billede man kunde vælge dertil...

Al Ære være Mænd som Julius Lange og Troels Lund, Holger

Drachmann og J. P. Jacobsen, Høffding og Vilh. Thomsen. Hver af

dem hersker med Kraft og Myndighed over sin Provins. Tænker

man sig blot én af dem borte, vilde Tiden have været fattigere.

Men tænker man sig Georg Brandes borte, vilde

Tiden selv

have

været en anden.« Og et Par Sider længere fremme: »Hans Fejl?

— vil man spørge. De er vist utallige, som Fodsporene paa Mont

Blanc. De ligger tilmed lige i Overfladen. Men ser man paa Mont

Blanc selv i den stærkeste Kikkert, er det umuligt at faa Øje paa

dem.«

Harald Høffding,

som ingenlunde stod ukritisk indstillet overfor

Brandes, er — efter Brandes’ egen Udtalelse — fremkommet med den

»mest rammende« Vurdering; den forekom i den Tale, Høffding holdt

ved Brandes-Festen i 1891, og lyder: »Hans Grundbestræbelse var den

at frigøre og udvikle den enkelte Personlighed i dens Ejendommelig

hed.«1)

I »Tilskueren« 1913, Bd. 1, findes et »Tilbageblik« af Høffding,

hvori det (S. 228) hedder:

»Jeg har altid først og fremmest set hans Betydning der, hvor

*) Levned III, S. 319,