GeorgBrandes

189

hed i Gabestokken, da måtte det være et stort Øjeblik i hans Liv,

når han kunde nærme sig og lægge den Kransen om Panden«.

Og et andet Sted — jeg mindes ikke mer hvor — beretter Bran

des om, at han som ung sagde til en ældre Ven eller Beskytter:

»De må gerne le ad mig, men jeg føler det, som kan jeg ikke dø.«

— For mig forklarer disse tvende Udtalelser ej alene Georg

Brandes’ Værk, men dets Virkning. Ti den der lægger Ærens Krans

om Sandhedens Pande, lægger Evighedens om sin egen.

Han er så stærk, at han aldrig kan dø.«

Religionshistorikeren, Prof.

Edvard Lehmann

har skrevet Georg

Brandes’ Nekrolog i det norske Tidsskrift »Kirke og Kultur« 1927;

S. 143 forekommer følgende Vurdering:

»Hans evne var selve den æstetiske analyse og kritik, forkla

ringen af forholdet mellem værk og forfatter og bedømmelsen af

værkets skønhedsværdi. Her var han stor, en af de fineste kriti

kere som litteraturhistorien kan opvise. Her har han dannet skole,

ikke bare i sit fædreland hvis yngre litterater helt staar i hans

tegn, men viden om, ikke mindst i Norden; i Norge stod Gerhard

Gran, i Sverige nærmest Levertin under hans Indflydelse.

Men endnu mere har Brandes betydet ved sin uhørte evne til at

stimulere det æstetiske liv i alle dets former, særlig det litterære.

Den suggestive kraft med hvilken han æggede ungdommen i sit

eget land er ikke her det avgørende, men den interesse han overalt

forstod at vække saavel hos digtere som hos kritikere. Han gav

dem lyst og mod og gennem sin kritik gode raad.«

Poul Levin

skrev i »Tilskueren« 1927 bl. a.:

»Vi fandt ind i os selv ved ham, lærte af ham de rigeste Aan

der at kende, beundrede ham, reagerede mod vor egen Beundring,

lovpriste ham, forsvarede ham, ungdommeligt, utilstrækkeligt, al

tid ud af vort Hjerte. Han var for os Tegnet paa Ungdom. Han var

til det sidste flittig som Ungdommen, hensynsløst kæmpende,

brændende troende paa sin Sag, saarbar og dog usaarlig som Ung

dommen.«

Morten Pontoppidan

fortæller i sine »Minder og Oplevelser« 1922

om sin Deltagelse i Festen for Brandes 1891, der blev ham bebrejdet,

følgende (S. 166 ):

»Jeg fortrød imidlertid ikke den Holdning, jeg havde indtaget

overfor dette Forfatterjubilæum. Jeg fandt — og finder endnu, at

det var den rigtige og loyale Holdning for enhver, der formaaede

at værdsætte Brandes som Kritiker og litterær Historiker. Og der

som blot tilstrækkelig mange Ikke-Brandesianere havde taget den

samme Stilling, kunde Festen have faaet sin rette Karakter. Jeg