GeorgBrandes

191

verdenen et fyldigt Bidrag til Forstaaelsen af den skadelige Indflydelse,

Brandes’ Virksomhed havde i manges Øjne (S. 1 22 ):

»I Anledning af Georg Brandes’ Død udtalte forskellige tyske

Kritikere, at hans Arbejder tilhørte Fortiden og havde udspillet

deres Rolle. Jeg tror nu ikke, det er rigtigt. Saa talentfulde Ana

lyser, som mange af hans, især af danske Digteres Værker, vil —

trods alle Brøst og Mangler — beholde deres Værdi og kunne læ

ses med Udbytte af endnu ufødte Slægter. Men »Brandesianismen«

er uhjælpelig død og opstaar aldrig mere. Den har gjurt en Del

Ulykker og lidet Gavn. I P. Jacobsen udtrykte en Gang dens Pro

gram i de kendte Ord: »Lys over Landet, det er det, vi vil.« Nu kan

føje det manglende Rim til: »Løgn over Landet, det blev det til.«

Fjern Løgnen, dræb Sagnet om Georg Brandes! Hans Minde vil

være bedst tjent dermed.«

Viggo Stuckenberg

siger i sin Hilsen til Brandes i »Studenterbladet«

3-11— 1896 bl. a.: »Forsvandt De, blev der et Hul i min Tilværelse, for

svandt De, kendte jeg ikke Danmark.« Endvidere kan der læses en Del

mellem Linjerne i de tre Breve til Brandes, fra Stuckenberg — genop

tryk i Gyldendals »Mindebog« i 1934.

Harald Tandrup

skriver 6-10— 16 i »Verden og V i« :

»Han har visselig Fejl — ikke i sit Fag og sin Kunst, thi

der

naar han det ypperste — men i sit Temperament. Han er en af de

klogeste Mænd, vor Tid har frembragt, men han lider under Tidens

Fejl, han har ikke rigtigt kunnet gøre Skridtet fra Klogskab over

i Visdommen. Hans Hjerne er uforlignelig, men om hans Hjerte

ved man intet. Derfor forekommer det mange, at der er mere Sti

mulans end Styrke i den Drik, han skænker os.«

Sprogforskeren, Prof.

Vilh. Thomsen

skriver i »Berlingske Tiden

de« 20-2— 1927 bl. a.:

»At han ikke efter Hauchs Død blev Professor i Æsthetik ved

Universitetet, hvortil han tidligere var blevet betragtet som selv

skreven, var utvivlsomt hverken retfærdigt eller helt klogt, om det

end ikke kan nægtes, at han selv havde megen Skyld deri ved den

skarpe og for mange stødende Maade, hvorpaa han efter sin Hjem

komst fra Rejsen optraadte i sine Forelæsninger og Skrifter. Fra

1870’erne af kom vi efterhaanden fjernere fra hinanden paa Grund

af Forskel i Temperament og Anskuelser. Men aldrig har jeg glemt

eller kan glemme mit Ungdomsvenskab med Georg Brandes, og

Minderne derom vil jeg, saa længe jeg endnu faar Lov at leve, al

tid bevare i Taknemmelighed.«

I »Breve fra og til

Christian Winther«,

udgivne af F. L. Liebenberg