GeorgBrandes

196

Energi nok til at bringe Foragten og Indignationen videre ud i

Verden. Mig har det lammet, men Dem maa det kunne drive frem.

— Gudbevares, hvor det er nemt for de gamle Modstandere at raa-

be til den unge Slægt, at den ikke skal kaste det, som staar, bort

før den kan sætte noget Andet i Stedet! Men Pladsen maa dog ryd

des først.«

Den svenske Skribent Torsten Klackenberg skriver i »Edda« 1934,

S. 224— 31 en Artikel om »Iakttagelser under låsning av »Nils Lyhne««

og indleder med at fremsætte Formodningen om Tilstedeværelse af et

Brandes-Portræt i Slutningen af Bogens 6. Kapitel (Saml. Skr. 9. Udg.

1923, S. 85) — altsaa stammende fra 1880, fra

J . P. Jacobsens

Haand:

»Paa Rejsen hjem fra Italien traf hun (Fru Boye) sammen

med en Landsmand, en bekendt dygtig Kritiker, der hellere vilde

have været Digter. En negativ skeptisk Natur kaldte man ham, et

skarpt Hoved, der tog haardt og ubarmhjærtigt paa sine Medmen

nesker, fordi han tog haardt og ubarmhjærtigt paa sig selv, og

troede sin Brutalitet retfærdiggjort ved dette fordi. Men han var

ikke ganske det, Folk gjorde ham til; han var ikke saa ubehage

lig helstøbt, eller saa hensynsløst konsekvent, som det saa ud til,

for uagtet han altid var paa Fejdefod overfor Tidens ideale Ret

ning, og benævnte den med andre, fordømmende Navne, saa havde

han dog overfor dette Ideale, Drømmende, Ætheriske, dette blaa-

blaa Mystiske, dette ubegribeligt Høje og forsvindende Skære en

Sympati, som han ikke følte overfor den mere jordbaarne Ret

ning, for hvilken han kæmpede, og paa hvilken han for det Meste

troede. ...«

Og saa følger den oftest omtalte skønlitterære Brandes-Figur, som

Henrik Pontoppidan

1902 har tegnet i »Lykke-Per« under Forlovelses

gildet hos Philip Salomon:

»Ind gennem et af Kabinetterne kom Dr. Nathan stormende

med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen —

paa Vej til Dansen. Ved ingen Lejlighed var denne mærkelige

Mand maaske mere beundringsværdig end i en Selskabssal. Hvor

lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været — og Lam

pen i hans Studereværelse brændte ofte endnu, naar Dagen grye

de -— kendte han ikke til Utidighed, men kastede sig ind i Under

holdningen med altid lige ungdommelig spænstig og paagaaende

Kraft.

Han

havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler nødig. Saa op

rigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes Kamp var ble

ven, den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen hos ham.

Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og Blomster holdt

ham i Aande. Naarsomhelst og hvorsomhelst man fik Øje paa

ham, saae man ham fuldt optaget af at fortælle, forklare og over