GeorgBrandes

201

Henvendelse svarede dets Forfatter, at han ikke fandt nogen Anled

ning til at imødegaa de fremkomne Indlæg, saa længe Skuespillet ikke

var opført.

D. 12. Marts fik det Premiere paa Det. kgl. Teater og var kort ef

ter Genstand for en indgaaende Analyse af Henning Kehler i »Politi

k e r s Kronik; heri forekom den ogsaa fra mange andre Sider frem

komne Paastand om, at Forfatteren med en af Stykkets Hovedperso

ner havde tænkt paa Georg Brandes.

Hertil svarede Helge Rode i en længere Artikel paa Forsiden af

»Berlingske Aftenavis« den 20. Marts bl. a. følgende:

»Hvis jeg i Dr. Stern har ramt en Aandstype, saa har jeg der

med ogsaa ramt den Mand, som i denne Forbindelse er bleven

nævnt. Men lad mig tilføje:

Stem

ikke denne Mand! Mange andre har staaet Model,

mangfoldige Iagttagelser er løbet sammen, før Stern blev til. Der

er en Mand, som i

langt

højere Grad har været min Model ... det

er Voltaire.«

Henning Kehlers Svar herpaa — og hans hele Standpunkt overfor

Stykket — findes i »Kronik og Kritik«, 1922, S. 75— 92.

Dr. Stern, Stykkets Hovedperson, fremtræder som en landflygtig

Ingeniør og Skribent, bosat i Schweiz og af international Berømmelse.

Med Georg Brandesk Iver og Indignation taler han undertrykte Folke

færds Sag, fordømmer Krigen i stærke Ord og føler sig miskendt i

Hjemlandet. Under Samtale med en Professorfrue siger han (S. 16—-

17) bl. a.:

» ... Mit Navn bliver dyppet i Løgn og naar det er rigtig vaadt

bliver det slæbt gennem Alverdens Smuds. Jeg kæmper for Fre

den — selvfølgeligt siger man, at jeg er købt. Jeg kæmper for

Sandheden og selvfølgelig skriger man, at jeg er en Løgner. I tyve

Aar har jeg arbejdet for et menneskeligt Forhold i Europa — selv

følgeligt brøler de, at jeg er et Udyr, mens de vælter sig i Blod.

Navnlig hjemme er Pressen, hvad hedder det, charming, reitzend,

yndig, ja den er yndig! ... Jeg vilde rejse til Danmark; men der

har man maltrakteret mig saaledes, at jeg har svoret aldrig mere

at sætte mine Ben i det Land, og jeg holder mine Løfter. — Dan

mark var Torneroses Rige. Hun sov; men hun stak alligevel. ...

Allerede tidligt lod mine Landsmænd mig mærke, at jeg ikke pas

sede dem. Jeg har derfor befriet dem for min Nærværelse og nu

kan de rejse Verden rundt og se mit Værk, men hjemme er der

ikke en Bropille af min Konstruktion.«

Agnes Henningsens

»Polens Døtre«, der kom to Aar senere, fortæl