GeorgBrandes

199

af Mistænkeliggørelse og lumpne Overfald, fordi jeg har vovet at

bryde med de nedarvede Samfundsløgne.«

Otto Rungs

Roman »Lønkammeret« 1912 viser Brandes sig som

Frants Leiden og holder en Bordtale (S. 29— 34 ). Det hedder bl. a.:

»Der var over ham noget paa en Gang bevæget og fast, Lys og

Skygge stemte hans Ansigt, medens han talte, strømmende og skif

tende som Skyers Jag hen over en Sø.«

Henri Nathansen

bruger allerede i sin Roman »Floden« 1902, S. 86

en lille Brandes-Skitse, man skimter rundt om i »Dr. Wahl« 1915 lig

nende Træk, men præsenteres først rigtig for Brandes i det store Ro

manværk »A f Hugo Davids Liv« (Bd. 3, 1917, S. 49— 5 0 ):

»I en Kres af Damer stod Dr. Frank. Hans lille, lidt krumbøje

de Krop var i ustanselig Bevægelse — nu og da saa man hans ud

tryksfulde Hænder med de udspilede Fingre løfte sig forklarende,

saa strøg han med en høj Latter den ene Haand gennem den stri

de Manke og borede Fingrene ind i de anstrengte Øjne — løftede

saa atter det kaade og bitre Ansigt i Lyset, og Smilet farvede det

med en blid og ungdommelig Ynde.«

Og 7 Sider videre findes en af de mange fortræffelige Skildringer

af Brandes som Taler:

»En rislende Bølge af Spænding og Forventning gled nu over

Tilskuerskaren. Dr. Frank banede sig Vej til Talerstolen. Lidt kro

get og anstrængt gik han derop — da han stod der, var Skikkelsen

rank som en Fægters. Under det hæftige Bifald, der slog imod ham,

lod han sine Øjne glide ud over Mængden, forskende med et Smil,

der svingede mellem Bitterhed og Glæde. Hans Øjne vandrede om

kring mellem Rækkerne, søgte et Hvilepunkt, fandt det, flyttede

sig atter i korte nervøse Ryk og blev bekymret hængende et Sted,

hvor en ung Dame forvirret bøjede sit Blomsterhoved. Saa løftede

han sit Ansigt mod Loftet, som om han tog Maal af Højden, strøg

Haaret stejlt tilbage fra den lave, forvredne Pande, slog Blikket

ned som en Falk over sit Bytte, holdt den fuldstændig lydløse

Skare fast i et aandeløst lyttende Sekund — og begyndte.

Hugo lyttede til hans Stemme, saa paa hans Ansigt. Var det

godt eller ondt, stort eller smaat — hvem gad spørge, der var intet

at svare. Det var et Billede af stort og smaat, godt og ondt som Li

vet, i hvis Lignelse det var skabt. Frank ... vendte sig mod Mæng

den, og i faste sikre Stød revsede han dens Væsen af Fordom og

Uforstand, aabnede dens Blik i Blink paa Blink for Digtningens

brogede Verden, der var Livets Sjæl, dets afstemte Genklang, der

ømt og erindrende slog tilbage mod dets Øre. ... Snart rasede han