206 / 237
195
»En Mand, hvis Tilhænger og Discipel jeg er bleven, ikke paa
Grund af den Opsigt han vækker i Verden, eller paa Grund af hans
revolutionære Politik: nei! men fordi han først og bedst af Alle
har udtalt mine Ungdomsdrømme, og hævdet de store Principer:
Frihed, Lighed og Broderskab; først af Alle har vovet Kampen
mod vort forqvaklede moderne Samfund, og viist os den eneste
Vei til Redning, ved at vi vende os bort fra vor Overtro, fra vore
sociale Vildfarelser og Daarskaber, og kaste os i Sandhedens og
Naturens Arme.«
Han stifter sammen med tre andre Unge en »Forbundspagt«, der
har til Hensigt at bryde Modens Tyranni for at hylde Natur, Frihed
og Fornuft. Da han imidlertid herved kommer paatværs af sin vorden
de Svigerfader, Geheimeraaden, slaar han dog mod Tre-Akterens Slut
ning af paa sine Krav og optræder med en tam Besindighed, der fjer
ner ham milevidt fra hans Forbillede.
Saa genkender man unægtelig betydeligt mere af Brandes’ Aand
i
Sophus Bauditz’
Novelle »Himmelbjerget. Blade af Otto Langes Ung
domsliv«, der udkom 1876. Ogsaa heri har Brandesskikkelsen faaet
»Vennen«s Rolle, eller dog maaske snarere den mere erfarne, skepti
ske Raadgiver, der her under Navnet Lund bl. a. giver den unge Kunst
ner følgende Raad (S. 5 6 ):
»Vil De endelig male, saa lad være at lede efter det »Almene«,
det objectivt Skjønne eller hvad De nu eller vil kalde det; De fin
der det nemlig ikke, og, hvad værre er, De mister Deres Individua
litet, om De har nogen, og den er det dog, som bestemmer Hand
lingerne og derved giver Lovene.«
Eller (S. 180) bedre endnu:
»Den Gang man endnu var national, sagde man, »Al vor For
træd er tysk«. Jeg kunde fristes til at sige, at den er klimatisk!
Klimaet er Skyld i den Indpakning, som kaldes Blufærdighed, og
Klimaet har fremkaldt den Kryben sammen om en varm Kakkel
ovn, som man saa smukt kalder Familieliv og Hjemmets Hygge.«
Man mindes uvilkaarligt den forkætrede Udtalelse i »Emigrantlit
teraturen« om »disse store Idealer, Hjemmet, Hyggeligheden, Huslig
heden, Familielivet«, der lader sig udlede af »en eneste, grumme sim
pel, grumme lav climatisk Nødvendighed, Nødvendigheden af kunstig
Varme.«
Og Bauditz lader mod Bogens Slutning Lund udbryde?
»Jeg har næsten ikke Andet tilbage end det rent Negative, at
foragte saa godt som alt Bestaaende, men jeg har ikke en Gang
18*