GeorgBrandes

197

bevise. I Selskabslivet som i Literaturen var han en Erobrer og

Fortryller, og med al sin overmodige Udæskning var han egenlig

altid bekymret for, at man ikke skulde synes om ham. Selv den

ubetydeligste unge Students Mening om ham var ham aldrig helt

ligegyldig. Han kunde ofte nok i sine Skrifter tale overlegent og

spottende om Livet og dets Gøglespil — overalt hvor han mødte

det, fik det alligevel hurtig Magten over ham. Endog i dets aller

mindst tiltalende Former kunde han ikke modstaa det, saa ukue

lig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden hos dette Hoved

stadsmenneske, der var født i selve Byens Midte, vokset op af dens

Stenbro som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippe

grund.

Det var netop denne tindrende Livsoptagethed, der gjorde ham

til en saa ejendommelig Fremtoning i et ufrisk Bondeland som det

danske. I Tidens litterære Koncert, hvori der hørtes alle Slags In

strumenter fra Domsbasunen til Markedstrompeten og det fromme

Kirkeklokkespil, var og forblev han Naturtonen — den paa een-

gang dragende og ængstende. som han

her

hastede frem mod Dan

sesalen med de to rødmende unge Piger under Armen, selv graa

og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var han en le

vende Anskueliggørelse af, hvad han havde været og havde betydet

for sin Samtids Ungdom: Skovguden, den store Pan, der med sin

Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngel

sens hellige Kilder og et Øjeblik havde faaet det degnetunge danske

Folk til at danse.«

Her kan nævnes, at

Herman Bang

i »Mikael« 1904, sikkert har be

nyttet Træk fra Georg Brandes, da han tegnede Billedet af Kunstkri

tikeren Charles Schwitt, i hvert Fald har haft sin Landsmand i Tan

kerne, naar han siger, at Schwitt altid talte »mærkværdigt stødvist og

med mange særegne Bevægelser med Hænderne som de fleste Mænd

af jødisk Afstamning«.

Interessant er det iøvrigt, at Brandes-Figuren ellers lige til »Lykke-

Per« ikke bærer jødisk Navn og næppe heller særlig jødiske Træk.

A lfred Ipsen

giver i Romanen »Venus« 1907 en ret fyldig Replik-

Karakteristik; vi ser et Glimt af Brandes S. 73 og stifter nærmere Be

kendtskab med ham S. 106— 09, hvor han paa en Kunstudstilling bl. a.

udtaler:

»Der er ellers ikke videre morsomt heroppe. Middelmaadighe-

den breder sig. Man ligefrem forfærdes over den Mængde Middel-

maadighed, et lille Land som vort formaar at frembringe. Det er

alt sammen gamle Veje.

— Jeg synes dog, der er en Del at glæde sig over, naar man

fordyber sig i Samlingen, svarer en tilstedeværende Maler.