GeorgBrandes

198

— Ja, naar man er nøjsom, svarede Dr. Werner lidt skarpt.

Men jeg vil ikke være nøjsom ! Hvorfor skal man være nøjsom?

Hvem belønner en, fordi man er nøjsom? Jeg forlanger noget nyt,

noget dristigt, noget, man ikke har set fyrretyve Gange før. Lad

saa ogsaa Forsøget briste.«

Da han er gaaet, drøfter man ham — han kaldes en Poseur, eg

paataler hans Oprigtighed, hvilket afføder følgende Replik:

»Det er i al Fald en Egenskab, hvorved man skaffer sig mange

Fjender. Men det er just det, jeg finder saa stolt ved ham, at han

ikke glatter af paa sine Meninger, som vi andre i dette elendige

selskabelige Glashus.«

Det hele munder ud i en lang Samtale mellem Doktoren og Bank

direktør Johnsen, Hovedpersonens Fader (S.

157— 72).

I en Udtalelse

om Pressen fungerer Brandes som Alfred Ipsens Talerør og vender

(S. 166) tilbage til Udgangspunktet.

Om Litteraturen hedder det:

»Jeg sagde, at Litteraturen i vore Dage ingen nævneværdig Ind

flydelse har; for det første, fordi den næsten ikke læses, for det

andet, fordi dens Udøvere ingen social Position besidder, men er

afhængige af Forlæggere og Publikum og maa skrive, som det be

hager dem.

— Det gælder dog vist kun de meget underordnede Forfattere,

de smaa Begavelser. Geniet bestemmer selv sin Retning.«

Saaledes lyder Direktør Johnsens Svar, og efter et lille Sammen

stød fortsætter Dr. Werner:

»Det kan i al Fald kun gælde Genierne i de store Samfund og

de store Tider, ikke hvad man nu i Almindelighed kalder for et

Geni.

— Jeg antager dog, at det maaske kunde gælde ogsaa Dem.

Er De ikke netop selv et Eksempel paa, at man ogsaa i mindre

Forhold kan gaa imod Strømmen, udvikle sig paa tværs af For

holdene, ja endogsaa til en vis Grad faa Strømmen vendt? Jeg vilde

ikke noget eneste Øjeblik falde paa at nære den foragtelige Tan

ke, at De skulde kunne opkøbes — ikke engang for Bank of Eng

land.

— Noget saa fristende Tilbud behøver jeg næppe at frygte,

svarede Doktoren med skingrende Selvironi. Det kunde blive far

ligt for min — Moral. Især da jeg ingen har. Vi er Mennesker, Hr.

Direktør, selv naar vi kæmper for Ideer. Men for Resten, fortsatte

han med en mærkelig Stemmeovergang til sværmerisk Patos, maa

De ikke glemme, hvad jeg har lidt af Forhaanelser og Gemenhed,