GeorgBrandes

Brandes-Skikkelsen i Skønlitteraturen

Georg Brandes har inspireret mange af vore Forfattere paa for

skellig Vis. De har ogsaa brugt ham som Figur i deres Romaner — i

Begyndelsen oftest som Skræmmebillede, Manden med de nye, besnæ

rende, men farlige Ideer, der saa skaber Bogens Konfliktstof — senere

mere som feteret Skikkelse i Selskabsverdenen og de litterære Krese

og i lettere gennemskuelig Forklædning.

Der forekommer ogsaa adskillige poetiske Udslag af forskellige

Forfatteres Standpunkt til »Brandesianismen« og dens Fører, ligesom

det ikke er uden Interesse at notere sig nogle af de Værker, der ind

ledes med en Tilegnelse til Brandes (se foran Slutn. af Kap. »Fester

og andre Hædersbevisninger«).

Allerede saa tidligt som 1869 synes Brandes-Skikkelsen at begynde

at gaa over i Skønlitteraturen, endda hos ingen ringere end Fr.

Palu-

dan-Miiller,

til hvis Hjem den unge Brandes fik Adgang gennem sit

Venskab med dennes Søstersøn, Kunsthistorikeren Julius Lange.

Begge Vennerne forekommer da ogsaa i Paludan-Miillers 3-Binds

Prosaroman »Ivar Lykkes Historie«, der udkom i Aarene 1866— 73;

dens Hovedperson synes at være Lange, medens hans Ven, Fenris, er

Georg Brandes. Denne gør dog først sin Entré i andet Bind; han stu

derer til Læge efter — ligesom sit Forbillede — nogle Aar at have læst

til Jurist; han er Shakespeare-Beundrer, og Bekendtskabet indledes

med Højtlæsning og paafølgende Diskussion, saaledes som Samværet

mellem Lange og Brandes saa ofte havde formet sig i deres Ungdom.

Fenris skildres som en slank og fintbygget ung Mand med et langt

sort Haar, og Kilden til Venskabet søges i »hans livlige, pikante Tale,

rindende Ydre og noget paa engang stolt og drømmende i hans Øje og

hele Væsen«, og hvad Nationaliteten angaar, udtaler Fenris et Sted,

»da skal jeg ikke negte, at jeg har et Horn i Siden paa den danske Na

tion. Jeg har idag havt Prøver paa dens Høflighed* og selve Folket fore