GeorgBrandes

1 9 0

skylder forresten Brandes at sige, at det var ingenlunde

hans

Fest

tale, der gav Festen det uheldige Præg.«

I Anledning af Brandes’ 70-Aarsdag skrev den til K. F. U. M.-Be-

vægelsen knyttede Præst,

Olfert Ricard,

bl. a.:

»Han er den eneste Fjende, jeg elsker. Det er umuligt andet —

al den Glæde han har beredt en. Han lærte os at elske det danske

Sprog. Han lærte os at tænke friere, gav os større Synskres og vak

te vor Lyst til at vide mere. Han talte frygtløst de undertryktes

Sag alle Steder, talte frit i Tyskland om Sønderjyders og Polak

kers Ret og satte sin Popularitet i Vove. Derfor læste jeg aldrig

om, at han nu igen laa paa Hospitalet for Aarebetændelse, uden at

sende ham et God Bedring i Tankerne. Og jeg har længtes i Aarin-

ger efter det nye, store Værk fra hans Haand. Skal det aldrig kom

me? Hvorfor skrev han os ikke Bogen om Goethe?

Men Fjende er han. Og han, som altid tog sig af dem, der led

Uret, han gjorde selv et Liv igennem den Aandsmagt Uret, som

han aldrig ret lærte at kende. Hans Stilling kan for en Del und

skyldes: ilde blev han behandlet af dem, der ikke altid med lige

stor Ret gav sig ud for at repræsentere Kirken og det bestaaende.

Tilsidst kunde han kun se Dumhed og Hykleri og Myndighedsmis

brug der. Ak, den Slags blomstrer ligesaa frodigt udenfor Kirken;

og med Kristendom har det intet at skaffe.«

Ove Rodes

Tale ved Studentersamfundets Mindefest for Brandes

stod i »Tilskueren« under Titlen »Personlighedens Eksempel«; heri

udtaltes (S. 2 2 1 ):

»Tiden kan skabe andre Idealer end hans, som de skiftede for

ham selv. Opfattelsen af Frihed og Ret kan ændres, som den æn

dredes for ham. Men Kraften i hans Personligheds Forkyndelse af

Frihed og Ret vil blive uforandret. Man har paany nævnet noget

fremmedartet i hans Væsen, noget, der stødte an mod det Billede

af Danskhed, nogle har dannet sig. Lad det ialfald for Himlens

Skyld ikke være hans hensynsløse uselviske Mod, der virker frem

medartet! Hvor tit nedbrød han ikke, hvad han havde bygget op

for sig selv af Tilslutning, Hengivenhed, Ærbødighed og Beun

dring; fordi det brændte ham i Sjælen at tale for hvad han ansaa

for Ret og imod hvad han ansaa for Usselhed.

Som han selv kunde vurdere Egenskaber, der virkede i Tjene

ste for Ideer, som han forkastede, saa lad Danmark erindre hans

Mod, hvor og naar han gjorde en saadan Indsats for eller imod

Ideer og Mænd, hvad enten det havde dem kære eller ønskede dem

bekæmpet.«

P. A. Rosenberg

har i sine 1935 udgivne »Erindringer« givet Læse