GeorgBrandes

186

Folketingsmand

Hartvig Frisch

placerer Georg Brandes paa følgen

de Maade i sin »Europas Kulturhistorie« 1928, Bind II, Side 499:

»Navnlig i Tyskland og Norden fik Naturalismen Præg af en

Kamp mod det bestaaende Samfund og mod alle de traditionelle

Magter i Politik og Religion. Her virkede Naturalismen sammen

med Naturvidenskaben og Demokratiet, og en ledende Aand i disse

Kampe var Georg Brandes, der som Kritiker fulgte i Sainte-Beuve’s

og Hippolyte Taine’s Spor, idet han betragtede litterære Værker

som et Produkt af Race, Milieu og Tidsforhold. Saaledes blev og-

saa Kritiken bragt ned paa Jorden i Stedet for at svæve i de æste

tiske Teoriers Himmel.«

Forfatteren Redaktør

Axel Garde

meddelte i »Berlingske Tidende«

d. 21. Februar 1927 en Del af sine Erindringer om Georg Brandes; ef

ter en Udtalelse om den hjemlige Uenighed fortsættes:

»Men hvad Georg Brandes angik, er Striden ikke længere det

afgørende. Den kan blusse op og falde hen, og i de sidste Aar af

hans Liv har den med god Grund nu og da slikket helt op over

Taget af vore Stuer; men de Billeder han har malet af saa mange

af Europas for hver sin Tid typiske Mænd og Kvinder i Fortid og

Nutid, er udførte i Farver af Lys og Kulører, der staar for Øjet

i et broget og flimrende Spil, levende af Kunstens uforgængelige

Sjæl. Det gælder for de store Bevægere ikke om Tilslutning, men

om det Liv, de fremkalder, om den Kraft, hvormed de gør selv det

fjerne nærværende. ... Georg Brandes har fordømt meget. Han

har elsket mere.«

P. Hanssen

skrev Dagen efter Brandes’ Død i »Politiken«

nogle Erindringer om dennes Stilling til Nationalitetskampen, om

den Betydning Brandes’ Personlighed og flere af hans Skrifter havde

haft for ham selv og mindedes sluttelig en stor Armenierfest i Ber

lin nogle Aar før Verdenskrigen, hvorunder Brandes i sin Festtale rev

sede det officielle Tysklands Stilling til de armenske Myrderier og in

digneret paatalte Tyskernes Forfølgelse af Polakkerne og Danskerne:

»Der blev tyst i Salen. Det var Ord, som havde en ilde Klang i

mange Hædersgæsters Ører. Men da han sluttede, lød der et bra

gende Bifald. Det var Tonen fra 1883 endnu myndigere, endnu

malmfuldere, og den frydede mit Hjerte og fyldte mig med Ærbø

dighed og Stolthed over min store Landsmand.«

Den klassiske Filolog

J . L. Heiberg

sagde i en Tale til Brandes

d. 3. Novbr. 1921 (ordret gengivet i »Politiken« Dagen efter) føl

gende: