GeorgBrandes

185

findes mellem ham og den Mand, der skal komme efter ham, vil

være den, at de begge søgte Sandheden og modtog Stenkast, da de

kaldte paa Mænd til det store Værk.«

Pastor

Valdemar Briicker

skriver i sin Brandes-Nekrolog i »Høj

skolebladet« 1927, S. 270:

»Brandes bidrog mægtigt til, at vi hurtigere, end det vist ellers

var sket, fik grundig udfejet al falsk ærbødighed for udvortes ga

rantier, for sandhed, eller for avtoriteter af enhver art. Vi lærte

ved ham : alle maa vi være fritænkere, vi vil kun erkænde som

sandhed, hvad der bliver sandhed for os selv. Han har været en

vældig vækker op af aandelig dvale, og dermed givet en styrkelse

for vort aandelige Liv. Hans høje mod, hans ubøjelighed, hans

store uselviskhed har havt samme betydning.«

Johannes Buchholtz

fortæller paa 87-Aarsdagen for Brandes’ Fød

sel i en Kronik i »Politiken« om et Besøg hos denne i 1915; i sin Ind

ledning siger han:

»Min Beundring for Brandes var uden Grænser. Jeg havde

langtfra læst alle hans Værker, men det, der var faldet i mine

Hænder, syntes mig at bære Geniets Mærke: at det fænger, fordi

det gnistrer. Som han kunde skrive, det Menneske! Et ubetydeligt

Emne blev vægtigt som Guld, naar han behandlede det. Her i Kro-

niken yndede han netop at skrive om smaa og almindelige Ting —

og derved viste han os det vidunderlige: at der i Grunden ikke gi

ves noget smaat og almindeligt. Jo, Skribenter.

Der er flere Gange blevet sagt, at Brandes egentlig var gold —

kun reproduktiv, ikke skabende. Tør jeg spørge: Er den gold, som

inspirerer? Er

det

ikke at skabe: at smede det danske Sprog haardt

og dog smidigt — prunkløst, men formskønt — koldt, men klin

gende — som Staalet i en Kaarde?«

Henrik Cavling

giver i begge Bind af sine Erindringer Billeder af

Brandes og sit Syn paa ham. I »Efter Redaktionens Slutning« 1928 er

det i Anledning af Valgkampagnen 1887, hvor han og Peter Nansen

paa et kritisk Tidspunkt uventet fik en Haandsrækning fra Georg

Brandes, som »eksploderende af vild Arbejdslyst« skrev dem mangt

et Bidrag til »Politiken« — dog lykkedes det Nansen, skriver Cavling,

at faa Lov at »tilrettelægge« et Par af dem, at de ikke skulde blive alt

for pebrede. »G. B. kom nu hver Eftermiddag hen i Integade, usædvan

lig oplagt, glad, vittig, ondskabsfuld og drillende, men ofte opdragende

i sine Drillerier, et enestaaende begavet Menneske, letpaavirkeligt, ube

regneligt, Geni og Barn.« (S. 189).