GeorgBrandes

184

Stridende, de, som aldrig overgav sig. Ideernes uovervundne Fane

bærere, det Nyes forfulgte og forgæves forfulgte Talsmænd — Tan

kernes Kæmper og Kæmpende var det, han viste os, og som en

Asgaardsrejn førte han deres Skikkelser over Landet, for at opdra

ge os til at ville, til at arbejde, til at sammenligne og til at træde

Nøjsomheden under Fødder — den Nøjsomhed, som hedder Mid-

delmaadighed.«

Bang nævner her Dalgas, Tietgen og Brandes som de tre Genop-

byggere efter 64.

Højskoleforstander

Holger Begtrup

har i Tidsskriftet »Den danske

Højskole« 1902— 03 en Artikelserie om Brandes; han skriver heri

(Aarg. 1902, S. 605) bl. a.:

»En Ting staar fast: Der er ingen, som i vore Dage har et Kald

som Brandes til at være Mellemmand imellem det lille Danmark

og det store Evropa. Ingen Fremmed kan forstaa den danske Poesi

saa godt som han, og ingen Dansk kan forklare den saa godt for

Fremmede som han. Omvendt har ingen Dansk kunnet tilegne sig

saa meget af Udlandets aandelige Kultur som han, og ingen Ud

lænding har kunnet givet os Danske saa levende et Indtryk af sit

Hjemlands Kultur som vor Landsmand Georg Brandes.«

Ivar Berendsen

har i en Pjece »Georg Brandes i Tidens Strøm«,

1927, en Bearbejdelse af Mindetalen i Studentersamfundet, følgende

Udtalelse — efter at have omtalt sit første Møde med Brandes, der

foregik i det Vedelske Hjem :

» ... Det var ikke Anskuelserne, men Paavirkningen til

Selv

virksomhed;

det var ikke Løsningen af Problemerne, men

Paavis-

ningen

af, at der laa Problemer; det var ikke Tolkningen af nogle

Forfattere — hvad brød jeg mig om den? — det var

Perspektivet,

Sammenhængen fra det mindste Støvgran, ja fra det usynligste

smaa til det højeste og det største — , det var først og fremmest

Trangen, Nytten, Nødvendigheden af Personlighedens Gennemar

bejdelse, jeg i ny Lykkefølelse bragte med mig hjem hin Efter-

aarsaften i 1882.«

Forfatteren

Knud Bruun-Rasmussen

skriver i sit litterære Maa-

nedskrift »Femte November« 1927, i »En Ligtale« om Brandes S. 87:

»Han havde Modet til at være sig selv, til at lancere et nyt An

sigt, der ikke med Flid var opformet efter den herskendes Profil.

Han havde Modet til at sætte sig til at tænke selv og siden tale,

som han lystede. Det var noget nyt dengang, og det vil altid være

noget nyt. De træge vil tillægge den nye Mand slette Motiver. Man

vil gøre ham til en Forfører og en Apostel for Uforstand. Dertil

udnævnte man da ogsaa den nu afdøde. Den eneste Lighed, der vil