GeorgBrandes

1 8 1

frisk Lufttilførsel i Landet og aandelig Frihed. Det var jo ikke

Smaating, og i visse Henseender har vi allesammen Brandes til

Forudsætning og derfor svært ved at dømme til Bunds, selv om vi

har været med fra først til at betale Omkostningerne med et Kraft-

tab og senere med en mere tilfredsstillende Ubekvemmelighed. ...

ogsaa de, der beundrede Brandes’ glimrende Talenter og ukuelige

Kraft, uden at være imponeret af hans Aand, kunde ikke undgaa

at se det, som var elskeligt ved ham, hans Uforbeholdenhed, hans

Naivitet og hans Trang til Sympati. Chr. Richardt skrev i sin Tid,

at han kunde ikke blive vred paa Brandes. Det var ogsaa svært!

Naar han den ene Dag havde gjort noget som man ikke syntes om,

gjorde han den næste noget, som bragte det i Glemme. Det var det

farlige ved ham, at værdifuldt og skadeligt paa en saa forvirrende

Maade var forenet hos ham.«

Dr. phil.

Frederik Schyberg

er en af de yngre Litteraturhistorikere,

der føler sig i Gæld til Brandes, som han sammen med Vald. Vedel

nævner i Forordet til sin Doktordisputats om »W a lt Whitman«

1933,

idet han udtaler:

»Jeg føler Trang til som Slutning paa denne Indledning til en

litterær Monografi at udtrykke min Beundring for Georg Brandes,

som med sin enestaaende syntetiske Evne formaaede at anskue og

overskue saa stor en Del af Verdenslitteraturen ...«

Og i »Dansk Teaterkritik indtil

1914«, 1937,

274

hedder det:

»Georg Brandes interesserede sig sit Liv igennem, naar man ser nøjere

til, meget lidt for Teater og slet ikke for Skuespillere. Naar han i sine

senere Skrifter lejlighedsvis strejfer dramaturgiske eller blot teater-

mæssige Emner, røber han Litteratens Ukendskab og Videnskabsman

dens Naivitet— overfor Teaterspørgsmaal velkendt ogsaa hos mindre

Aander og større Videnskabsmænd end G. B. Georg Brandes hører i

Virkeligheden til den Del af det litterære Publikum, der foretrækker

at læse et Skuespil fremfor at se det opført.« Og

Sider foran, under

Omtalen af Kampen for de nye Ideer: »Det er Brandesianismens store

Fortjeneste, at denne Kamp blev taget saa dygtigt, saa begejstret og

saa lidenskabeligt op gennem disse tre Aartier, og de tvivlsomme Ud

slag, Polemikken til Tider gav sig, faar sin fulde Forklaring og Und

skyldning derved, at den var, og maatte være, en

Kampbevægelse

.«

Professor

E jn a r Thomsen

har med »Dansk Litteratur efter

1870«,

1935,

givet et af de sidste Bidrag til Brandes’ litteraturhistoriske E f

termæle; han skriver S.

om, hvad han kalder »det centrale i G.

B.«:

»Nedenstaaende Redegørelse for hans Modning vil omhandle