GeorgBrandes

194

kommer mig i al sin Færd saa selvmodsigende, paa engang saa over

modigt og saa frygtsomt, saa blødt og saa dødt, saa koldt og saa hedt,

saa let til at hoppe, naar blot Nogen vil lokke — « (II, S. 269 ). Og end

nu et Par Sider længere fremme: »Det var jo en uhyre Uret, der var

tilføiet en Menneskesjæl, ved at være født i et lille Land og blandt et

snevert begrænset Folk, dersom denne Indskrænkning og disse Græn

ser ogsaa skulle overføres paa Aanden.«

Naar disse skønlitterære Skikkelser skal noteres i Tidsfølge, kom

mer vi til en Nutids-Fortælling af

H. F . Ewald

»Agathe«, 1873; det er

Godsej ersønnen Gustav Rotfeldt, der heri laaner de Brandes’ske Træk,

og hvorom det hedder S. 49 :

»De smukke, markerede Træk havde noget meget indtagende

ved sig, men Udtrykket i de mørke funklende Øjne var ganske

eiendommeligt, da det baade fængslede og frastødte. Det var et

aandrigt Blik, der lyste ud af disse Øine, men der var tillige noget

Dæmonisk, Spottende i Udtrykket, som lod Beskueren i Tvivl, om

det var en god, eller en ond Sjæl, der lyste ud af dette Aasyn.«

Og næste Side fortælles om hans lille Bibliotek:

»Det bestod meest af franske Forfattere, og i nogle af disse Bø

ger havde Eieren vedføiet kritiske Bemærkninger, i hvilke en umo

den, men dristig og fritænkerisk Aand røbede sig.«

Efter Hovedpersonens Tilbagevenden fra Frankrig vil Ewald fra

kende ham enhver fædrelandssindet Tanke og beretter om ham S. 11:

»I intet Fald kunde Livet i Danmark mere tiltale ham, dette

Land, hvor gamle Fordomme endnu red Indvaanerne som en Mare,

hvor efter hans Mening spidsborgerlig Nysgerrighed og Snerpet

hed gav Selskabslivet dets Præg, hvor enhver* Afvigelse fra det

eengang Vedtagne blev betragtet som en Dødssynd, hvor endogsaa

Erkj endelsen af Sandheden, det vil sige Vantroen, viste sig i en

frastødende Form, hvor det, der kaldtes Dyd, var kjedeligt, det,

der kaldtes Last, stygt; i Paris var Intet kjedeligt, og hvad der var

stygt, blev ikke taalt. Rastløs Higen efter Forandring, nye Scener,

nye Mennesker, Afvexling i Nydelser var nu engang bleven hans

anden Natur ... hans Sjæl var bleven hærdet ved den ironiske

Aand, som er det franske Selskabslivs Særkjende.«

Ogsaa i det derpaa følgende Lejligheds-Skuespil »Tiderne skifte«

fra 1874, har Paludan-Muller ladet en af Hovedpersonerne, Dr. Axel

Lind, yngste Professor ved Universitetet, tale med Georg Brandes’ Mæ

le. Han vender som denne hjem fra en Udenlandsrejse fuld af Lyst til

at reformere, idet han (S. 11) erklærer: