GeorgBrandes

161

»Coriolanus« strømmer over af Foragt fo r Folket, for Menigmand

som Hob og Masse, fo r de Uvidendes Dumhed og Ustadighed, Slave

sjælenes Fejghed og Utaknemmelighed, deres Føreres Lavhed.

Men den lidenskabelige Foragt, der fylder Shakespeares’ Sind,

tager endnu en tredje Gang T illøb og faar sit stærkeste, vildeste

Udbrud i det Værk, han nu tager for sig. Explosionen i »T im on«

gjælder intet enkelt K jøn, ingen enkelt Stand, intet enkelt Folk,

ingen Klasse eller Brøkdel af Menneskeheden. Den foraarsages af

den rene, Intet og Ingen undtagende Menneskeforagt.«1)

I det følgende Kapitel gennemgaas nu »T im on «, og Brandes indle

der det næste:

»Og saa var det da sagt, dette Bitterhedens sidste, vildeste Ord.

Den sorte Sky havde udladt sig — og Himlen blev langsomt ren

paany.

Det synes, som om Shakespeare har befriet sig for Græmmel

sens værste Pine ved at give den Ord og Form og som han har

aandet op nu, da gjennem det i Aaringer stegne Crescendo det

højeste Forte var naaet, og Intet mere tilovers at sige.«

Modgang og Skuffelse avler Bitterhed og Menneskeforagt, der hos

Digternaturen atter kan inspirere til storladne Værker — som lige paa

vist. Man vil næppe kunne frakende Georg Brandes en lignende Inspi

ration, naar man har læst hans Shakespeare-Biografi eller andre af

hans mere betydelige Værker.

I sin Kamp for det daglige Brød fandt han Modgang, og han følte

sig en Overgang sku ffet og svigtet af Folk som Drachmann, Gjellerup,

Johannes Jørgensen, og flere andre — og det satte Ar i hans Sjæl, selv

om han ligesom Shakespeare skrev sig løs af meget, idet han iklædte

sine Helteskikkelser sit eget Væsen, lod dem fremstille sine Idealer.

Selve Inspirationen og Fremstillingsmaaden i de efterfølgende Lev

nedsbøger kan til en vis Grad siges at gentage sig, blot i mere populær

Form. Der ligger ellers næsten en Snes Aar mellem Brandes’ Shake-

speare-Bog og hans næste Heltebog, der handler om W olfgang Goethe.

Foruden af 3— 4 mindre Værker er Brandes i den mellemliggende

Tid optaget af Udgivelsen af sine »Samlede Skrifter«, sit »Levned« og

skriver en Mængde Smaaartikler og Kronikker (»Skikkelser og Tan

ker«), kun afbrudt af hyppige, mest kortere Rejser, særlig til Karlsbad

og Paris, plaget af en stadig mere generende Aarebetændelse, der nødte

ham til at udføre mange af sine Manuskripter i Sengen.

’) Nævnte Værk, Bd. III, S. 175.