163 / 237
Sædelighedsfejden og Nietzsclie-Striden.
P
ennefejder har ofte i vor Litteratur kendetegnet en eller anden
aandelig Omvæltnings Forløb ; hvor andre mere varmblodede Na
tioner hellere greb til Sværdet, har Nordboerne nøjedes med en rask
litterær Holmgang. At Brandes med sit iltre Temperament har deltaget
i adskillige, siger sig selv. Her skal kun nævnes de to »berøm teste«, til
med da de følger lige efter hinanden og saaledes kan siges at danne et
A fsnit for sig i Brandes’ litterære Levnedsløb.
Forløberne for den første Diskussion, Sædelighedsfejden, er B jørn
sons Skuespil »En Handske«, det kom i 1883 og satte resolut Køns-
problemerne under Debat, idet det først og fremmest stillede Krav om
samme sædelige Renhed hos begge Køn ; allerede Henrik Ibsen havde
rejst Spørgsmaalet om Kvindens Selvstændighed 1879 i »Et Dukke-
hj em«. 1884 kommer Aug. Strindberg med Novellerne »Giftas« — i en
af dem protesterer han mod B jørnson, i en anden haanes Ibsen; og
endelig kommer den norske Arne Garborgs »Ungdom« 1885, den ene
af syv smaa Noveller i een Samling »Forteljingar og Sogur«.
Brandes’ Omtale af denne i sit Essay om Garborg samme Aar i »T il
skueren« er det, som faar Flammerne til at slaa op af det Ved, de an
dre havde samlet til Baalet. Det er over 50 Aar, siden følgende blev
skrevet:
»Meningen med Novellen turde uden digterisk Indklædning væ
re den: Der er intet som helst vundet ved stadigt at spænde Kysk-
heds-Fordringen endnu og endnu en Grad højere. Den Kunst at
fordre Kyskhed er ikke stor. Det er ikke af Kærlighed til Lasten,
at modne Mænd ryste paa Hovedet deraf. Det er fordi de vide, at
skrøbelig Dyd altid er mangefold naturligere og sundere end una
turlig Last, og som Menneskeheden nu en Gang er udviklet, er det
imellem disse to, Valget staar. Lad Opdragelsen ved naturlig og
utilsløret Fremstilling af Kønsforholdene gøre sit til at tvinge
Drifterne inden for naturlige Grænser; men lad os ikke indbilde