GeorgBrandes

151

Ogsaa i 1899 og 1900 kom et Par af Brandes’ Foredrag i Bogform ;

det første om »Danskheden i Sønderjylland« talte Sønderjydernes Sag

og fremhævede deres kulturelle Indsats — det andet handlede om

»Bogtrykkerkunstens Opfindelse« og var oprindelig holdt ved de kø

benhavnske Typografers 500-Aars Mindefest for Johan Gutenberg den

18. November 1900.

I de følgende Aar tager Udgivelsen af Samlede Skrifter og Levned

Størstedelen af Brandes’ Tid — i 1910 naaede de samlede Skrifter

Bindtallet 18, hvoraf Bind 14— 17 hed »Skikkelser og Tanker«, attende

Bind »Fra mange Tider og Lande«; de er nu delvis udsolgte.

Til selve den tekstkritiske Gennemgang af Indholdet, hvorunder en

Del udelodes eller omarbejdedes og endnu mere tilføjedes, kom en ret

omfattende Rensning af Sproget, idet særlig alle Fremmedord søgtes

fordansket — et Par Eksempler, taget fra Brandes’ Afhandling om Bro

deren Edvard i »Det moderne Gjennembruds Mænd«, kan her tjene til

Belysning af Arbejdets Tendens og hele Om fang:

I Værket af 1883 staar S. 288:

» ... Med enthousiastiske, mere lyriske og expansive Naturer for

Øje blev han tidligt Realist. Med aabne, lidet bevidste og forholds

vis lettroende Naturer fo r Ø je blev han tidligt bevidst, sluttet, lidt

mistroisk, tidligt tilbøjelig til Pessimisme.«

I Samlede Skrifter, Bd. 3, S. 122, har dette Stykke faaet følgende

Ordlyd:

» ...M e d sværmeriske, mere lyriske og meddelsomme Naturer

for Ø je blev han tidligt skarptseende og saglig. Med aabne, lidet

bevidste og forholdsvis lettroende Naturer for Ø je blev han tidligt

bevidst, sluttet, mistroisk, ofte tilbøjelig til at tro det Værste.«

Og medens »Det moderne Gjennembruds Mænd« S. 291 har:

»Slige Erfaringer gjorde de fra først af blødere Træk i hans

aandelige Fysiognom i stedse skarpere. Han blev endnu mindre til

bøjelig til direkte Udtryk for sit Følelsesliv. Hvad der havde været

i hans Natur af Lyrik slog ind. Istedenfor det Hidsige i Ungdom

mens Fyrighed havde han nu en vis ligelig Varme; hans Væsen og

Stil blev paa de mere bevægede Steder hvad Franskmændene kalde

»affectueux«. Og omvendt: Det satirisk-negative Fysiognomi accen

tuerede sig stedse skarpere.«

hedder det i det omarbejdede Bind S. 124:

»Slige Erfaringer gjorde de fra først af blødere Træk i hans

aandelige Aasyn stedse skarpere. Han blev endnu mindre tilbøjelig