144 / 237
Gennembrudsmændene. De litterære Karakteristikker.
H
ovedstrømningerne og Gennembrudet, disse to Begreber hører nøje
sammen — det ene giver Stødet til det andet; tilsammen udgør
de Brandes’ Hovedindsats i nordisk Aandsliv, en Indsats, der leder
Tanken hen paa de »Gennembrud«, som tidligere Holberg og Steffens
— Oehlenschlåger gav Anledning til.
En Slags Dokumentation heraf er givet af en af den grundtvigske
Højskoles Førstemænd i nyere Tid, Holger Begtrup, der i »Den danske
Højskole« 1902— 03 i en Artikelrække om Brandes et Sted skriver:
»Georg Brandes’ Stilling efter H jemkomsten minder slaaende
om to tidligere Tilfæ lde i den danske Litteraturhistorie. Det ene er
Holbergs, da han kom til København efter sine første Udenlands
rejser; det andet er Steffens’ i Sommeren 1802. — Ligheden med
Holberg maa Brandes selv have følt, da han skrev om ham i 1884.
Begge var de Arbejdsmennesker, der i Vesteuropa havde tilegnet
sig moderne Meninger, som stod i skarp Modsætning til de ned
arvede i Norden. Begge var de oplivede af fransk Esprit og rustede
med elegante franske Vaaben. Begge blev regnede for »Charlata
ner« af dem, de selv kaldte »Ignoranter«. Begge havde den store
Opgave at tilføre Nordens Lande en frisk Strømning af udenlandsk
Kultur.
... Mere nærliggende, efter Tiden og Arten, er dog en Sammen
stilling af Georg Brandes og Henrik Steffens, Naturalismens og
Romantikens to geniale Herolder, lige kongelige i deres Foragt for
det bestaaende, lige begejstrede for den Visdom , de bragte med sig
h jem fra Udlandet, lige ildfulde og gnistrende som Talere og lige
udæskende overfor Borgerskabet. ... Forelæsningerne i 1802 og i
1871 danner værdige Sidestykker som Indledning til to saare be
tydningsfulde, om end vidt forskellige Tidsrum i vor Digtning. Men
endnu mere paafaldende er dog den Omstændighed, at begge Fore
læserne, inden de traadte offentlig frem, gennem en lang Samtale
har bragt hver sin Tidsalders Hovedskjald til Bevidsthed om sit
Digterkald. Som Steffens ved sit berømte Møde med Adam Oehlen-