20 / 237
Barndomshjemmet. Forældre og Søskende.
Se og sam l! D et er L ivet.
E lsk og læ r! Det er L ivets Sum.
Spørg! Og Svaret er givet.
Kjæmp for Ret! D et er Lykke.
Handl og hersk! Det er L ykken s Sum.
R etten m ed Sejr at sm ykke.
(»U ngdom svers« S. 77.)
)) l / a a Brændeloftet, et lille Rum, der med Tremmer er skilt fra det
1
store Loftsrum, hvor der skraanende opefter ligger en Mængde
kløvet Ved og finere hugget Pindebrænde, som lugter friskt og tørt,
udstaar allerede paa tredie Time en lille Purk med sluttet Mund og
trodsig Mine sin Straf, at være indelukket der.
Flere Gange allerede har hans bekymrede Moder sendt Stuepigen
op at spørge, om han nu vil bede om Forladelse. Han har blot rystet
paa Hovedet. Han er sulten; thi han blev ført derop straks efter Sko
len; men han vil ikke give tabt, for han er i sin Ret. Det er ikke hans
Skyld, at de Store ikke kan forstaa ham. De ved ikke, at det, han lider
nu, er Ingenting i Sammenligning med, hvad han har maattet lide. Det
er sandt, at han ikke har villet gaa med Barnepigen og sin lille Bror i
Kongens Have. Men hvad ved Far og Mor om den Vanære, det er, Da
gen igennem at maatte høre af Kammeraterne: Naa, saa du biir hentet
af Amme! eller: Nu kommer din Amme og henter dig. Skamfølelse
overvælder ham ved Tanken om de andre Drenges Haan. Det er slet
ikke hans Barnepige, mens hans Brors. Magelig kunde han finde hjem
alene; men kan han forklare Drengene, at Forældrene endnu ikke be
tror ham at gaa med den lille og sender Bud efter dem begge paa en
Gang! Nu skal det være forbi; han vil ikke mere i Kongens Have med
Barnepigen.
Der er Stuepigen for paany at spørge ham, om han saa vil bede om
Forladelse. Forgæves. Alt er forsøgt med ham, Skænd, endog en Lus