GeorgBrandes

hun mine sværmeriske Tilbøjeligheder, de religiøse som de filo so

fiske, med urokkelig Fornuft, og fristedes jeg undertiden af ringe

re Menneskers Overvurdering af mine Evner til selv at overvur

dere dem, var det hende, som med ubøjelig Fasthed gjorde Over

bevisningen om mit Væsens Begrænsning gældende. Intet af hvad

der var svagt i mig trivedes i min Moders Nærhed.«1).

Ikke fra Fremmede har Georg Brandes de mest iøjnefaldende af

sine Karaktertræk: Skæbnebestemmende blev det, at han paa den an

den Side i saa ringe Grad arvede hendes dybe Sky for at røbe Følelser,

der saa malende er skildret i Afskedsscenen, da Sønnen mismodig er

ved at bryde op til sine Udlændighedsaar i Tyskland, endda paa sin

Fødselsdag:

»Om Aftenen den 3. Februar, som jeg næste Dag skulde fylde

34 Aar, sad jeg paa mit lille Værelse fordybet i Udarbejdelsen af

mit Essay om Christian W inther og var naaet til en Sammenlig

ning mellem hans og Oehlenschlågers Naturbetragtning, da jeg

saa, at Viseren nærmede sig 12. Jeg gik ind i Dagligstuen til min

Moder, der som sædvanlig sad ene i sin Sofa under sin Lampe, og

drak et Glas Vin med hende. Det var et fortryllende Øjeblik. Vi

vidste begge, at vi aldrig mer paa min Fødselsdag vilde bo i samme

Hus, og at der rimeligvis nu vilde gaa mange Aar, før vi atter var

sammen paa den Dag. Vi følte i det Øjeblik saa fuldstændigt med

hinanden, som to Mennesker kan paa denne Jord. Vi talte ikke et

overflødigt Ord, og ikke et Ord om hvad der bevægede os. Hun

spurgte, hvad jeg syslede med, og jeg sagde hende, hvad jeg skrev

paa. Saa sagde hun: Til Lykke! og vi stødte Glassene sammen.«2).

Et lille Træk fra de senere Aar viser med hvilken Pietet han beva

rede Mindet om sin Mor: Brandes faar Besøg af sin Sekretær og viste

som altid sin Gæst, hvor han ønskede, hun skulde tage Plads:

»Sæt Dem der — De skal sidde her.« Han pegede paa en lav,

gammeldags Stol ved Siden af Skrivebordet; Betrækket var gullig-

grønt Fløjl, slidt paa Armene saa den sorte Bund var synlig. Den

var for lav til at være bekvem, hvorfor jeg bad om at maatte tage

en anden. Forbavset, næsten smerteligt sagde han da: »Vil De ikke

sidde i den Stol. Det er Moders Stol.« Selvfølgelig satte jeg mig

straks i den.

Nogle Aar senere, da Stolens Betræk helt var i Laser, bad Bran

des mig sørge for et nyt. Jeg spurgte, om jeg ikke maatte vælge

et andet Stof eller i hvert Fald en Farve, der ikke stod slet saa

daarligt til det blaa Divantæppe, men ogsaa da svarede han med

*) L evned I. S. 47— 48.

2) L evned II. S. 196.