GeorgBrandes

saa meget mere som de levede Side om Side i mange Aar. Herpaa

beror det maaske, at man i den første Tid efter Edvard Brandes’

Debut som Journalist og Dramaturg var tilbøjelig til at slaa ham

ganske sammen med Broderen; det hed sig i Recensioner, at hans

Stil og dennes lignede hinanden »som to Draaber Vand«, og andet

Sligt, der vel ikke røbede noget skarpt kritisk Blik, men var for-

staaeligt paa Grund af den abstrakte Lighed som Slægtskab i For

ening med Paavirkning i Opvæxten maatte have frembragt. ...

Han var fra første Færd af en Aand uden Anlæg eller Lyst til et

Liv under aaben Himmel eller til Studium af Naturvidenskaben,

men et Hovedstadsbarn med uhyre Læselyst og tidligt Hang til

Theatret. Faa Mennesker havde en saadan Evne til at læse; alle

rede som Dreng slugte, kj endte, huskede han Alt, dansk og frem

med Literatur, Romaner, Theaterstykker. ... Der foresvævede ham

saadant Noget som at blive Skuespiller og udføre Karakterroller.

Han vidste saa godt, hvorledes de skulde spilles, at han indbildte

sig, han kunde spille dem. Det var Skuespilkritikeren og Skue

spilforfatteren i ham, der søgte sin Vej og ikke strax fandt den;

thi han tænkte hverken paa at blive Digter eller Kritiker.«1)

Og Georg Brandes fastslaar, at Broderen i Aarenes Løb har udvik

let sig til vor første Dramaturg.

For at samle disse fire, lidt spredte Familieportræter fra Brandes’

Barndomshjem til noget af et Helhedsbillede kunde hertil føjes en

Skildring af Peter Nansen:

»I det hyggelige, ægte gammeldags kjøbenhavnske, jødisk-far-

vede Hjem var Moderen, Fru Emilie Brandes, Centrum. Kun yderst

sjældent forlod hun disse lune, trofaste Stuer, i hvilke hun her

skede som en mild og myndig Frue, stolt over sine tre højtbegave-

de Sønner, tilsyneladende uanfægtet af alle de hadefulde Angreb,

der rettedes mod dem, lykkelig over, at de, saa gamle de blev, ved

blev at komme til hende med alle deres Sorger og Glæder — lige

rank i Nederlag som i Sejre. Der var hverken Hovmod eller Yd

myghed i hendes Sjæl. Hun kendte sine Sønners Værd. Saa lidt

som de mest smædende Angreb forvirrede hende, saa lidt lod hun

sig blænde af Smiger. Klogt lyttende til Tidens Udvikling, med

sikkert Instinkt forstaaende Sønnernes Kamp — mens den gamle

Fader ofte ængsteligt syntes, at nu gik Georg eller Edvard eller

Ernst dog virkelig ogsaa for vidt ...2)

*) »Det m oderne G jennembruds Mænd«, S. 282— 84.

2) P eter N ansen: »Portræ tter«, S. 149— 50 og 152. N an sen s H elh ed sb illed e

har B randes korrigeret i »Store P erson ligh ed er« S. 183 og »K ulturbille

der« S. 110.