45 / 450
32
V o r gaml e H o v e d s t a d
Fald hævder denne nordiske Kunstydelse fuldt sin Plads ved Siden af og oftest
foran Alt, hvad dengang virkedes udenfor Kunstens egentlige Rige i Syden.«------
Menneskene selv kommer vi vel ikke stort nærmere, et Svælg af Tider skiller
dem fra os. Paa mangfoldige Omraader maa vi vel indrømme en stadig fortsat
Udvikling hen imod en stedse dybere Erkendelse af Selvet og Omgivelser. Der
er dog vel ingen Tvivl om at Menneskene i hine fjerne Dage har levet Naturens
moderlige Hjærte nærmere end vi nu. For vor Livsbetragtning kan der være Vær
dier at hente i Følelse af Samhørighed med disse vore Forfædre, for hvem et
Barns Fødsel vel har været Livets glade Under, og for hvem Døden ligesom for
os har været en mørk og dyster Gaade.
Den døde der var gravlagt paa en lille Højning tæt ved Stranden, under Græs,
der gennem tusinder Aar har dannet Mulden, hvorpaa Tuborgs Maskiner skulde
larme, han er varsomt lagt til Hvile og hans Grav har Omhu og Ømhed værnet
med store sammenslæbte Stene.
Her har de Efterlevende set med bange Spørgen mod de mørke hemmeligheds
fulde Skove og vendt Blikket ud mod Havets store Flade under de drivende
Skyer. Fik de blot samme Gaadesvar som vi, eller har Naturen selv hvisket dem
et fuldt tilstrækkeligt Svar i Øret?