201 / 251
6 3
inde var der mange Tusinde Mennesker. Vi ventede
længe, men vi frøs ikke, fordi vi stod saa tæt, at vi
varmede hinanden. Endelig gik Porten op, og den
store, hvide Svane blev baaret ud. Den var et Bil
lede paa H. G. Andersen: den grimme Ælling, der
blev til en Svane. Saa kom de myldrende ud, baade
Kejsere og Prinsesser, Trolde, Hekse og Havfruer,
Tinsoldater og lille Idas dejlige Blomster. Vi hørte
Borgmesteren tale, og saa sang vi alle sammen.
Genfortælling.
En Præstefrue ude paa Landet fik en Dag Besøg
af en Nabokone, og denne gav sig straks til at for
tælle en hel Del ondt om en Kone, der hed Karen,
og som boede i samme By. Da Præstekonen i nogen
Tid havde lyttet til, rejste hun sig op og sagde: Det
er slemt, hvad jeg hører; men nu tager jeg mit Tøj
paa, og saa følges vi ad hen til Karen og formaner
hende til at blive et bedre Menneske. — Da Nabo
konen hørte dette, blev hun meget forlegen og sagde,
at hun maatte skynde sig hjem, hun havde saa
travlt. Men Præstekonen holdt paa, at man altid
maatte have Tid, naar det gjaldt om at hjælpe et
Menneske paa den rette Vej. Da maatte Nabokonen
tilstaa, at hun ikke vidste, om Historierne var sande,
— det var kun noget, hun havde hørt, — og Præste
konen sagde, at saa var det gaaet som saa ofte, at
en lille Fjer var blevet til fem Høns. — Snart efter
gik Nabokonen hjem, og naar hun senere kom i
Præstegaarden, fortalte hun aldrig Sladderhistorier
mere.
(Fortællingen oplæses to Gange.)
7. og 8. Normalklasse.
Bogopgave.
(Komponisten Carl Nielsen fortæller følgende Op
levelse fra den Tid, da han som femtenaarig Dreng
var ansat ved Militærmusikken i Odense:)
Med nogle Dages Mellemrum var det min Tur at
blæse Reveillen*) eller Retræten**) uden for Hoved
vagten paa Flakhaven i Odense. Reveillen blev spil
let meget tidligt om Morgenen, og jeg følte mig helt
tapper, naar jeg satte Hornet for Munden; for man
*) Morgensignalet.
**) Aftensignalet.
sagde, at der kun var to, der kunde spille Signalet
tilfredsstillende, og den ene var virkelig mig. Det
hændte, at vi blev purret ud til hurtig Udrykning,
uden vi var varet ad, og jeg kunde klæde mig paa
i fuld Mundering i Løbet af tre Minutter.
Men en Morgen, da jeg skulde blæse paa Flak
haven, gik det mig galt. Jeg skulde stille Klokken
fem og vaagnede allerede før halv fire. Saa stod jeg
op og gjorde mig i Stand, men da jeg kun havde
fem Minutters Vej til Hovedvagten, og der altsaa
var langt over en Time til, lagde jeg mig oven paa
Sengen med Tøjet paa og med Hornet paa Maven.
Jeg faldt i Søvn og vaagnede ved, at Hornet faldt
paa Gulvet. Da jeg saa paa mit Ur, var Klokken et
Par Minutter over fem; jeg for af Sted, det bedste
jeg kunde, styrtede ind og meldte mig til Vagtkom
mandøren og bad om Lov til at blæse alligevel. Det
var en godmodig Underofficer, som gerne vilde have
imødekommet mig, men han sagde: »Jeg tør ikke,
min kære lille Ven«, og saa bandede han, »hvis det
bliver opdaget, bliver jeg sat tilbage og faar oven i
Købet mørk Arrest«. Jeg sagde til ham, at jeg kunde
spille piano, saa ingen kunde høre det, men det
hjalp ikke. Han var meget ked af det paa mine
Vegne, fordi nu vilde jeg uvægerlig blive straffet.
Saa skrev han ind i Protokollen: Spillemand 5, Carl
August Nielsen, mødte seks Minutter for sent til
Reveillen, som jeg nægtede ham at udføre.
Der gik et Par Dage, inden jeg hørte noget an-
gaaende min Forsømmelse, og jeg kunde ikke sove
om Natten og næppe spise og drikke. Saa kom der
en Ordonnans*) med en Konvolut, som jeg aabnede,
og jeg læste, at jeg den følgende Formiddag Kl. 10
havde at møde
hos Premierløjtnant Glahn i Vester
gade Nummer et eller andet. — Jeg stod meget tid
ligt op, pudsede alle mine Sager paa det grundigste,
tog mine hvide Vaskeskindshandsker paa og begav
mig hen til Løjtnanten, kom op paa første Sal, læste
hans Navn paa en Dørplade og ringede paa. I For
stuen sad en Soldat, som pegede paa en Dør og
sagde, at Løjtnanten var derinde. Jeg bankede paa,
og Løjtnanten sagde: »Kom ind!« Det forekom mig
helt underligt, at Officeren aldeles ikke saa spændt
eller højtidelig ud; han tog sin Sabel paa, som om
det var en fuldkommen ligegyldig Sag, og det var
mig højst uhyggeligt, at han i en frisk Tone sagde:
*) militær Budbringer.