69 / 251
Foredrag om Københavns Skolevæsens Vik aruddannelse
holdt af Viceskoledirektør Arild Sørensen paa Inspektørmødet den 22. Februar 1929.
Før den nuværende Vikarordning traadte i Kraft,
havde Skolevæsenet en Ordning, der for Vikarerne
var mindre heldig baade i økonomisk og pædagogisk
Henseende —
økonomisk,
fordi de kun fik Beta
ling for det Antal Timer, de vikarierede, og derfor
aldrig vidste, hvilken Indtægt de kunde regne med
— og
pædagogisk:
ja, oprindelig var det saaledes,
at der overhovedet ikke blev givet dem nogensom
helst Vejledning med Hensyn til deres Arbejde ud
over, hvad der — nærmest tilfældigt — kunde falde
af under deres Virksomhed omkring ved Skolerne.
Under Viceskoledirektør Rolsted blev Spørgs-
maalet om Uddannelse af Vikarerne taget op, og
der arrangeredes Demonstrationer for dem i for
skellige Fag og forskellige Klasser. Dette havde
selvfølgelig en ikke ringe Værdi, navnlig for de Vi
karer, der i Forvejen havde nogen praktisk Øvelse
og derfor bedre kunde vurdere og drage Nytte af
Demonstrationerne; men det var dog ikke tilstrække
ligt til at give dem en solid Basis for deres Arbejde
herinde. Mange af dem forløftede sig aldeles paa
et Arbejde, som de ikke havde Betingelserne for at
tage op paa rette Maade, og andre kom ind i en
skæv Skure.
Disse for Vikarerne uheldige Forhold virkede til
bage paa Skolen paa flere Maader, bl. a. blev det
efterhaanden vanskeligt — vel særlig paa Grund af
de usikre økonomiske Forhold — at faa velkvalifice
rede Vikarer; der var en Tid, hvor dette var i høj
Grad Tilfældet for de mandlige Vikarers Vedkom
mende. — Dertil kom, at hele den løse Maade,
hvorpaa Vikarforholdene var ordnet, vanskelig
gjorde en rationel Bedømmelse af Vikarerne og
dermed en Frasortering af mindre brugbare Kræf
ter. Var de først kommet ind som Vikarer, gled
de allerfleste ogsaa ind som Timelærere og fik
efter 3—4 (til enkelte Tider endog 5—
6
) Aars For
løb fast Ansættelse. Ganske vist var der ved Afgø
relsen af denne en Mulighed forAfsked; men man var
altid betænkelig ved at afskedige efter saa lang Tids
Arbejde ved Skolen.
Der maatte gøres noget for at forbedre Vikar
forholdene, og saa kom
Vikarordningen af 1918.
Den gav for det første en
økonomisk
Ordning,
som sikrede Vikarerne en fast Indtægt, og man
kunde vente, at dette vilde bidrage til at skaffe
København den fornødne Tilgang af velkvalifice
rede Kræfter; det har ogsaa vist sig at være Til
fældet.
Men Vikarordningen gav ogsaa noget andet —
noget nyt og meget vigtigt, nemlig Bestemmelsen
om, at
der skulde gives Vikarerne en særlig Uddan
nelse,
inden de begyndte paa deres egentlige Vikar-
tjeneste.
Ganske vist har Vikarerne faaet Vejledning i
Undervisningsfærdighed paa Seminariet, men vi ved
jo nok, at Forholdet ikke er saaledes, som jeg engang
ved en Diskussion,om Undervisningsvejledning Nr.
1
hørte hævde: at lige som en Haandværker er ud
lært, naar han har aflagt sin Svendeprøve, saaledes
er Læreren udlært, naar han har taget sin Eksamen,
og at der derfor ingen Grund var til at komme med
Vejledninger.
Nej, Læreren er ikke færdig (og Svenden for
Resten heller ikke). Paa Seminariet har Eleverne
faaet nogen Teori om Undervisning, men meget lidt
praktisk Øvelse. Naar de kommer herind, har de
maaske nok haft Lejlighed til siden deres Dimis