112 / 196
105
„Uos det danske Publikum har endnu næppe nogen
Indbydelse til noget fælles Foretagende tiltrukket sig
større Opmærksomhed end den fra hin brave Patriot,
hvorved Grunden lagdes til det Selskab, som endelig
har kaldet Borgerdyden tilbage fra sin Landflygtighed,
og næppe har nogen heller fortjent den større. Ingen
tvivlede om, at Mandens Hensigt jo var at stifte noget
godt, at han jo ønskede at kunne indgyde i det mindste
en Del af sine danske og norske Medborgere en vis
Tarveligheds og Sparsommeligheds Aand, uden hvilken
S tat og Borger kuns arbejde i Sand og opsamle med
Soide. Men videre troede man heller ikke, hans Ud
sigter strakte sig. Især mente man, det var den h e r
skende, og for danske saa fornedrende, Gallomani, An-
glomani, Germanomani, og hvad andet man maatte kalde
disse ødelæggende Hydrer, som udmarve Statens Styrke,
underminere fam iliernes Lyksalighed og gjøre, at frem
mede baade plyndre og belé os paa én Gang; især,
siger jeg, troede man, det var den naragtige Higen ef
te r fremmede Moder, udenlandske Daarligheder og ind
bildte Nødvendigheder, Angrebet egentlig skulde gjælde;
og man havde maaske i adskillige Henseender gjort
vel i alene at have indskrænket sig dertil.“
Forfatteren viser, hvor vanskeligt det er at gjøre
sig til Pierre over gamle indgroede Tilbøjeligheder, naar
vor Forfængelighed smigres ved deres Tilfredsstillelse.
Han viser, hvor forsigtig man maatte gaa frem ved at
bestemme den ægte Tarveligheds rette Grænser, i det
man ikke kan paalægge den velhavende Mand at ind
skrænke sig til det nødvendige alene, at dette vilde
gaa ud over mange, Kunstnere og Haandværkere, det
vilde maaske skade det almene Vel lige saa meget, som
det vilde gavne. „Mandens Udsigter maatte nu ellers
strække sig, hvorhen eller saa langt de vilde; hans F o r
slag vandt et Bifald, der tydelig nok viste, at Nationens