125 / 196
118
af de for Fædrenelandet altid saa betydelige og i sig
selv altid saa hæderlige Klasser, af de arbejdende for-
hvervende Stænder, som efter at have vist sig i mange
Aar som en retskaffen Mand, næ ret sig redeligen i sit
Ansigts Sved, bidraget sin Del til Statens Tarv, er b le
ven fattig, sidder i usle Omstændigheder, nedtrykkes og
synker under den dobbelte Vægt af Mangel og Foragt,
og hvorfor? Uden Brøde, uden egen Skyld, alene fordi
han har overlevet sine Lemmers Tjenstdygtighed, fordi
han er bleven gammel og skrøbelig.“
„Hvor mangen en ringe, men ved sin Ringhed ag t
værdig Mand, som har været anset og nyttig i sin Kreds,
maa ej lide Nød paa sin gamle Alder, i de sidste Aar,
hvor han allermest trænger til Livets Lettelser! hvor
ofte maa ej saadan en ulyksalig ønske sig Døden som
en Redning af Jammer og knurre over de forlængede
Dage, Gud lover som en Løn for sønlig Lydighed!
Hvad maa den forarmede Haandværker eller Søfarer ej
føle, naar han skal opleve den baarde Skæbne, enten
æt omkomme af dulgt Elendighed eller at ligeagtes med
lade Tiggere, a t afvises med Bitterhed, at anses og be
handles som en Byrde for det Fædreneland, for hvilket
hans Hjærte slog saa varmt, hans Haand arbejdede saa
troligen, og hans Evne ofrede saa rundeligen, medens
han havde Legems Kræfter og rørige Lemmer!“
„Men mine Højstærede, naar den fysiske Jammer,
hvormed Alderen overvælder den forarmede Medborger
og hans uforsørgede Familie, opfylder os med Vemodig
hed, saa bør det moralske Onde, som følger Fattigdom,
ligesom Rovfisken følger den skibbrudne, røre os endnu
dybere. Mangfoldige af disse' ulyksalige hengive sig til
Drik. Rusen lover dem en vis, skjønt en flygtig og en
farlig Trøst. Saaledes deres sidste Hjælp, Eftertanke
og Ærekjærhed, berøvede, lære de den foragtelige Kunst
a t tigge. Gyseligt! men ak! alt for ofte bliver det ikke