93 / 196
86
dette Tidspunkt. Det ses ligeledes, at 11 andre Medlem
mer have fundet sig foranledigede til ogsaa a t trække
sig tilbage, og i den nærmest følgende Tid have en stor
Del Medlemmer nægtet at underskrive Lovene og ere
som en Følge deraf udelukkede. En enkelt, nemlig Re
gimentskvartermester M. I. B a l l i n g , underskrev ganske
vist Selskabets Grundlove den 25. Oktober 1785 med
det Forbehold: „For saa vidt foranstaaende Grundlove
ere overensstemmende med Selskabets sande Hensigt
og ej modstridende de af mig underskrevne Bestyrelses
love“, men det bjalp ikke, ban blev „efter Selskabets
Befaling“ udslettet af Orlogskapitajn O. Liitken.
Rabbek kunde naturligvis ikke tie til den landlige
Hædersmands Omtale af Minervas Udtalelser om Sel
skabet. I Tidsskriftets Septemberhæfte siger han*), at
Hædersmanden fremfører den Beskyldning, „at vi ved
Fortællingen om Selskabet i det første Hæfte aabenbart
ville gjøre Selskabet latterligt, og at i Anmeldelsen i det
andet Hæfte den stiklende og forhaanende Pen er ført.
Saa fast vi nu have foresat os at tie til blotte G r o v
h e d e r , som -vi kunne foragte, tro vi dog, vi skylde
vore Læsere og os selv at fralægge os saa haarde B e
s k y l d n i n g e r , især naar de gjøres os i et Skrift, der
ikke er saa slet, at det fritager os for alt Forsvar.“
„Indbydelsen til dette Selskab opvakte en alminde
lig Begjærlighed efter a t kjende dets Formaal, mang
foldige gik ind i Selskabet for at tilfredsstille denne
Begj ærlighed, men endnu flere troede at burde opsætte
dette Skridt, til de kjendte Selskabets Indretning. En
af vore agtværdigste lærde, E tatsraad T. Rothe, udgav
da et Skrift under Navn af: „Ti l P u b l i k u m om S e l
s k a b e t f o r B o r g e r d y d ; “ vel saa vi med Forundring
deraf, at nogle hundrede fornuftige Mænd vare traadte
*) Pag.
94.