490 / 569
484
Øerne i Stadsgraven ved Vestervold
Pavillonen, og der forhandles om Opførelsen af en ny.
Hansen faar Nedsættelse i sin Leje mod at forpligte sig
til at opføre en anden Bygning. — Allerede i 1844 musi
cerede »et Chor« paa Øen, og i 1845 var der daglig Musik
og Sang af Bellmannske Sange fra Kl. 7—
1 1
. I Øens
første Aar gæstedes den en Aften af en stor Flok Stu
denter, der selv medbragte Sangere og morede Publikum.
Der var altsaa tidligt begyndt med musikalske Under
holdninger derovre, saa det var ikke underligt, at det saa-
kaldte Valentinske Selskab, i hvilket Visesangerinden Sofie
Valentin havde været Primadonna, i 1867 flyttede derover.
Selskabet, der i en Del Aar havde sunget i den til venstre
for Tivoliporten liggende Pavillon »Slukefter«, havde der
kreeret de tidligste Københavner-Viser af W. Rantzau.
I Efteraaret 1866 fik Tivoli Ingeniørkorpsets Tilla
delse til at regulere og afgrave det gamle stensatte Gærde,
der ud imod Vester Ravelin begrænsede Tivolis Grund.
Umiddelbart op imod dette Gærde laa Pavillonen »Sluk-
efter«, og Direktionen ønskede at nedrive denne og bygge
en større Pavillon nærmere ved Stadsgraven. Det blev
den, Københavnerne hurtig gav Navnet »Ligkisten« eller
forkortet »Kisten«, fordi den i de første Aar bragte de
Folk, der lejede den, store Tab. Sofie Valentin og Rantzau
var altsaa husvilde i Sæsonen 1867; de forlystede derfor
i nogle Aar deres Stamgæster fra Øpavillonens Galleri, og
denne fik igen en glansfuld Tid. Selv var Sofie Valentin,
der i 1864 var bleven gift med Rantzau, ikke mere blandt
de optrædende; thi allerede fra 1865 gjorde en Sygdom
hende delvis lam og uskikket til at synge offentlig. Rant-
zaus og hendes Berømmelse var ganske berettiget, thi hans
Viser og hendes fortræffelige Foredragsevne var noget for
sig. Begges Evner var ægte københavnske i Humor og
Tone, elskværdige i Munterheden og ofte helt rørende og
rammende i Karakteristiken af vort Byliv. W. Rantzau
døde sidst i Halvfemserne, hans Hustru lever endnu højt