11 / 143
8
tid midt i den skønneste Sommer, saa faldt Betænksom
hedens vaklende Mur, og Hadet blev frig jo rt som virkende
Kraft. Alting kom i Skred. Under saadanne Forhold frem-
staar der almindeligvis store Personligheder, som giver de
svulmende Vande en Strømretning; men enten manglede
Personlighederne, eller ogsaa fik de ikke Tid til a t gøre
sig gældende: Selv om der hu rtig t kom en tilsyneladende
Plan i Begivenhederne, saa skyldtes det ikke en Fører af
Kød og Blod, men derimod en mystisk kollektiv Sjæl, som
fremstod i det ophedede Folkedyb. En Ildsøjle lig, gik den
i Spidsen for Masserne og indgav dem, hvorledes de skulde
handle. Først i Løbet af nogle Dage materialiserede Ild
støtten sig og blev til noget næsten lige saa mystisk, nemlig
Frihedsraadet. Men om Oprindelsen til Generalstrejken kan
man sige, a t den havde mere a t gøre med Aand end med
Kød.
E t særlig virksomt Kraftcentrum var Istedgade. Her ud
krystalliseredes de første Handlinger, som fø rte til den
store Samling. Her rejste man Barrikader. Og først og
fremmest var det her, a t man med sikker Intuition forstod,
a t en samlet Aktion mod Undertrykkerne kun kunde sættes
i Værk, naar man fik standset Sporvognstrafiken, som be
tinger Byens normale Pulsslag. Istedgade ikke alene und
fangede Tanken, Gaden realiserede den. Sporvognene blev
væltet. Dagliglivet gik i Staa. Naar man kommer ind paa
Generalstrejkedagene i København, eller Folkestrejken, som
den ogsaa blev kaldt, saa kan man aldeles ikke komme
uden om Navnet Istedgade. Ikke alene fødtes Strejken her,
det var ogsaa her, den mest forbitrede Modstand blev ydet.
Istedgade fortjener sin særlige Omtale.