13 / 143
10
Bier. Paa Gaden protesterede man snart sammen med en,
snart sammen med en anden. Meget havde man i den sidste
Tid fundet sig i, meningsløs Schalburgtage og oprørende
Dødsdomme over unge Mennesker, der i hvert Fald efter
dansk Lov kun kunde hensættes i Fængsel — hvis man
endelig blev tvunget til a t dømme dem. Og nu var man
bleven spærret inde allesammen. E t politisk modent Folk
blev behandlet som uartige Børn i en Børnehave. Spærre
tiden var en Uanstændighed, som man ikke kunde tage imod
uden a t tabe Ansigtet. Man reagerede, og man reagerede
voldsomt.
Dr. Best rasede, men
—
„Istedgade overgav sig aldrig“.
Det første Oprørssignal kom fra Burmeister & Wain. Ar
bejderne tog uden videre tidligt fri som E rstatn ing for de
„indelukkede“ Timer. Dette bragte Broerne og Amager
i Bevægelse, men Vesterbro med Istedgade laa i Spidsen,
idet det var her, Sporvognsdriften blev afbrudt. A d ,d e
tomme Spor naaede Generalstrejken hu rtig t Byen over.
Alle regnede med voldsomme Repressalier fra Tyskernes
Side. Gennem de illegale Blade fik man a t vide, a t Dr. Best
i Raseri havde udtalt, a t han skulde kue København med
Pisk, saa a t Byen ikke rejste sig mere. Ligeledes sivede det
ud, at han omgikkes med Planer om a t bombe Vesterbro fra
Luften som den Bydel, hvorfra den værste Uro udgik.
Senere Meddelelser tyder paa, at der var Realiteter bag
Rygtet. Men skønt Istedgade levende kunde forestille sig
Rædsleme, hvis en saadan Plan kom til Udførelse, saa drøf
tede man alligevel Muligheden i humoristisk-drastiske Ven
dinger, sagde f. Eks., „at der kunde laves en køn Gang
Hindbær-Marmelade i det tætbefolkede Kvarter“, men man
lod sig ikke skræmme til at indtage en ydmyg Holdning.