14 / 143
11
Tværtimod demonstrerede man med Baal og Brand og
Barrikader.
Bombningen blev ikke til noget. E t nøgternt tysk Ernæ
ringskontor, under hvilket den danske Eksport sorterede,
sørgede for Isposer fra Hovedkvarteret til den overophedede
Under-Despot. Landbruget maatte ikke distraheres i sin
Produktion. Men derfor slap hverken Istedgade eller hele
Byen for nogle rabiate Tysker-Dage. Under mindre samlede
og summariske Former end dem, Bombninger giver Anled
ning til, fik man ved Hjælp af Geværer og Maskinpistoler
ekspederet et Tusinde Mennesker paa Hospitaler og Lig
kapeller. Trods alle Rædsler tabte Byen dog ikke Humøret
og navnlig ikke Istedgade, som manifesterede sin Ukuelig
hed gennem en Plakat, hvorpaa der stod, a t de forskellige
Lande kunde overgive sig, men „Istedgade overgiver sig
aldrig“. Midt i Alvoren havde man Raad til en Kaadhed.
Man skabte et Slogan efter rap Svajer-Skik.
Og Istedgade holdt virkelig ogsaa Stand. Tyskerne maatte
fire, og den sejrrige Udgang paa et højest risikabelt Fore
tagende gav Genlyd Verden over. Spærretiden blev sat til
bage til Kl. 23 og forsvandt snart helt. Tyskerne havde
danset en Krigsdans, som man nok skulde huske dem, naar
den Tid kom. Befolkningen holdt Nakken stiv og haabede,
a t det blev den, som i den sidste Ende tog Skalpen hjem.
Naa, dette Haab blev altsaa beskæmmet. Man maatte nøjes
med at tage sig af Stikkere og den Slags.
Kongen hædrer Istedgade som Sabotørgade Nr. 1 /
Istedgade havde hævdet sig. Da den gamle Konge efter
Befrielsen fejrede Fødselsdagen ved a t køre gennem Byen,
blev Turen efter hans udtrykkelige Ønske lagt om ad Isted
gade, Sabotørgade Nr. 1, som han sagde. Istedgade modtog