71 / 341
410
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
adskillige samfundsspørgsmaal. I klubben kunde man faa afløb for alt det, der
rørte sindet, og desuden faa tilfredsstillet sin selskabelige trang. M an spillede
kort og billard, og om sommeren, naar klubben forlagde sit lokale til et sted uden
for byen, dyrkedes keglespillet med iver. Midtpunktet for klubbens liv var sam
livet omkring den dampende punchebolle, hvor tale og sang vekslede, og hvor
den kvikke vise var sikker paa et taknemligt publikum.
Der opstod adskillige klubber, der hver havde sit karakteristiske publikum
og sit særpræg. En af de kendteste var Dreyers K lub , der navnlig blev besøgt af
embedsmænd, grosserere og tidens litterære navne. En anden berømt klub var
»Kongens K lub«, der senere blev sluttet sammen med »Det forenede borgerlige
Selskab« og tog navnet »Kjøbenhavns K lub«. A f andre klubber fra aarhundre-
dets begyndelse kan nævnes »Enighedsselskabet«, »Harmonien« og »Det bestan
dige borgerlige Selskab«. M ange klubber tog ogsaa filantropiske opgaver op.
En særlig form for klubliv udfoldede sig i skydeselskaberne og i de dramatiske
selskaber, af hvilke der fandtes adskillige. Dilettantkomedien dyrkedes med liden
skab. M an nøjedes ikke med at give dramatiske forestillinger for medlemmerne,
man indbød undertiden ogsaa til offentlige forestillinger. Et af de mest kendte
dramatiske selskaber var Borups Selskab, stiftet 1789. Forestillingerne fandt som
regel sted enten paa teatret paa hjørnet af Lille og Store Kannikestræde eller i
gaarden paa Kongens Nytorv nr. 6.
Byens eneste virkelige større offentlige forlystelsessted om vinteren var Det
kgl. Teater, hvis sæson strakte sig fra oktober til maj. Paa teatret gaves baade
skuespil, opera og ballet. Teatret spillede en stor rolle i byens liv, og man sloges
formelig om billetterne til de billige høkerloger. I lange perioder af Frederik V I ’s
regeringstid stod teatret kunstnerisk paa et meget højt stade. Repertoiret blev
fornyet med Oehlenschlagers tragedier, Heibergs vaudeviller og Hertz’ borger
lige lystspil, og en stab af fremragende skuespillere stod rede til at fortolke disse
nye skuespil, der i mange tilfælde var skrevet specielt til dem. Ogsaa balletten
naaede et højdepunkt i denne periode ved August Bournonvilles skabende virk
somhed.
Den kgl. skuespildirektion vaagede med ængstelse over, at ikke fremmede
skuespilselskaber fik adgang til hovedstaden, og i hvert fald aabnedes døren kun
paa klem. I 1801 fik den italienske pantomimiker Pasquale Casorti sammen med
sit store italienske selskab tilladelse til at opføre pantomimer paa Hofteatret, og
denne scene anvendtes i det hele taget til aftenunderholdninger af forskellig art,
offentlige maskerader o. lign. Paa denne scene fik den 13-aarige Johanne Luise
Påtges, senere fru Heiberg, sin første selvstændige offentlige optræden som Trine