12 / 172
I.
Professores designati
spillede en stor rolle i det me
dicinske fakultet i den sidste halvdel af 18’ aarhun-
drede. Deres stilling var ganske mærkelig, for de fik
lov til at gøre et betydeligt arbejde, idet de holdt fore
læsninger og tillige fik tilladelse til at examinere ved
examen, men de fik ikke blot in tet honorar derfor,
men fakultetet anerkendte dem kun, naar det fandtes
opportunt. Med konsistorium havde de selvfølgelig in
tet at gøre. Alligevel var stillingen meget eftertragtet,
som jeg har givet adskillige exempler paa i fakultetets
historie 1750— 1779. Det er forstaaeligt, for titlen har
givet anseelse og praxis, men tillige var den en slags
alderdomsforsikring, da den gav udsigt til at blive pro
fessor ordinarius paa de gamle dage. Udsigterne var
ganske vist ikke store, men de gamle maatte dog en
gang dø. At nogen skulde tage sin afsked i levende live,
kunde man ikke gøre regning paa, for aldersgrænse
var der ikke, og blev man ude af stand til at passe
sit embede, fik man lov til at holde vikar, eller man
gjorde det uden videre.
I 1783 blev der givet bestemmelser om forholdet
mellem professores ordinarii og designati, men det
skete først efter vidtløftige stridigheder, som i mange
henseender er oplysende. Man træffer hinanden mod
sigende kabinetsordrer, men frem for alt ser man, hvor
uheldigt det var, at fakultetet kun bestod af to pro