16 / 172
13
nemlig
Saxtorph, Tode
og
Bang.
Naar
Callisen
ikke
regnes mellem designati, ligger det i, at han ikke sku l
de ascendere i fakultetet, men ved
Henning’
s død blive
generaldirektør for kirurgien og ikke nogensinde have
lønning fra universitetet. Det er derfor rigtigt fra et
økonomisk synspunkt, naar det i m inoritetens udtalel
se siges, at der allerede var tvende designati. I virke
ligheden var der nu 6 professores til de meget faa
medicinske studerende!
Saa kom
Aasheims
ansøgning. Den har jeg ikke
kunnet finde, men den sattes i cirkulation i konsisto
rium den 27’ marts 1782.
Kratzenstein
skriver en me
get lang (tysk) erklæring. Han finder
Aasheim
ud
mærket skikket til at være professor, hvis han blot
havde været 15—20 aar yngre. Men som forholdene
var i fakultetet, tør han ikke raade til det. Fakultetet
har to ordinarii og to designati, og det er nok. Han
haaber selv endnu at kunne fortsætte i 10 aar, til han
bliver 70, og hans kollega kan formentlig det samme.
Efter vor afgang kan de to designati efter menneskeligt
skøn fortsætte i 20 aar. Det vil altsaa sige 30 aar,
men til den tid vil
Aasheim
og
Bang
være 60 aar, og
hvad kan de saa, selv om de i deres ungdom var
dygtige, naar de ikke er øvede i at holde foredrag. —
Da han imidlertid ikke tvivler om, at
Bangs
ansøg
ning vil blive anbefalet af konsistorium , saa fortjener
Aasheim
paa grund af sine fortrinlige gaver dette i
endnu højere grad. Men at han vil have sæde og
stemme i fakultetet og være coexaminator er for me
get at forlange. Candidati examinis medici bliver nu
plaget af 5 examinatorer i 6 Timer, saa at nogle til-
sidst øjensynlig bliver ganske fonfuse af alle de spørgs-
maal. Skulde
Bang
imidlertid faa bevilling til disse