130 / 463
120
Det er en uomtvistelig historisk Kendsgerning, at det er
Kristendommens Kærligheds — og Retfærdighedsideal — og vel
at mærke disse to ikke adskille, men i inderligste Enhed — der
har været og endnu er den dybeste Drivkraft i det sociale
Fremskridt.
Men ser man det, da maa man kende lidt til Ideernes Leve-
vilkaar, om man tror, at dette Ideal kan bevare sin Magt, naar
det løsnes fra den Aandsmagt, der har sat det ind i Verden.
Det er Kirkens evige Ære — hvor mange Synder end dens
Ledere kan have paa Samvittigheden, og hvor bornerede dens
Præster kan have været — at den har født, baaret og næret
dette Ideal fra Slægt til Slægt. Og den Dag, da Kirken ikke
mere kan gøre sig gældende som Samfundsmagt, skal Slægten
nok faa det at føle ogsaa i Arbejderspørgsmaalet, hvorledes det
gaar med Idealet.
Kaster vi dernæst et Blik paa d e t s o c ia le i v id e re Be
ty d n in g , da spørger jeg blot: Mon der i Virkeligheden er mange,
der tror, at alt det, der samles under Humanitetens Navn: alt
Barmhjertighedsarbejde for de lidende, de syge, fattige, for
komne o. s. f., vil blomstre lige godt, naar Kristendommen
trænges ud? Eller mon der er nogen, der kan pege paa en
Aandsmagt, der kan overtage Kirkens moralsk opdragende og
sædeligt rensende og bevarende Gerning? Ingen af dem, der
mest raaber paa Frihed for den kristelige Børnelærdom, har
kunnet sætte en moralsk Katekismus i Stedet, der havde nogen
Magt i sig. Og hvem er naiv nok til at mene, at selv det
dygtigste Politi eller den bedste Folkeoplysning kan sikre et
Folks, en Hovedstads Moralitet?
Nej, selv om vor Tids fritænkende Ledere ikke holder af at
høre det, saa er det dog Sandhed, at hele vor Tids stolte Kul
tur i alt, hvad der hedder sædelige Idealer og moralske Kræfter,
bygger paa og øser af den gamle Kristendom og paa intet Om-
raade har frembragt en Aandsmagt, der kan fylde dens Plads.
IL Men hvis nogen spørger: hv ad h a r d e tte s æ r lig t
med K ø b e n h a v n s K irk e s a g a t gø re? da svarer jeg: Kri
stendommens Aandsmagt bæres af Kirken, og saare meget beror
derfor paa, om Kirken er, hvad den hør være. Der har været
Tider, da Kirken var i en Svagheds- og Forfaldstilstand, som