133 / 463
123
Verdens Øjne, og det vidt ud over vort Fædrelands Grænser
Det, som enhver vilde anse for umuligt for 15 Aar siden, er
virkeligt nu.
Og langt over vore dristigste Drømme er Ger
ningen lykkedes. Af H e rre n er det sket. Han skal have
Æren og Takken, naar vi i disse Festdage kan sige: Kirke
sagen h a r allerede i den lille Aarrække, den har virket, godt
gjort sin Betydning for Hovedstadens sociale Liv.
III. Men saa vist som vi tror dette, ser vi det ogsaa som
H erren s- Krav nu: K irk e s a g e n s Fuldførelse. Og vi tror, at
der deri gemmer sig rige Forjættelser for Hovedstadens sociale
Liv i de kommende Tider.
Kirkesagens Fuldførelse — hvad vil det sige? 10 —12
K irk e h u s e r e js te en d n u ? Aa ja, det h ø re r med dertil.
Skal Kirkens Arbejde gøres forsvarligt, er der endnu ikke faa
store Sogne, der maa deles, og Hænderne maa ikke synke, før
Kirkens Arbejdsmark helt over er delt i overkommelige Distrikter
med de fornødne personlige Kræfter til hvert.
Men hører det med, saa skal det dog forstaas, at dette er
in g en lu n d e H o v e d sa g en . Kirkesagsbevægelsen har fra Be
gyndelsen af sigtet langt højere.
Sogne delt og Kirker byggede — det er kun Rammerne for
det aandelige Indhold. De kunde endnu tænkes at komme i
Orden og dog være tomme. Men Kirkesagens Maal er — alt
mens Rammerne dannes — at fylde dem med et aandeligt
Indhold, med Kristenliv og Kærlighedskraft.
A^i forstaar saa godt, at Mennesker kan tvivle paa Nødven
digheden af at faa flere Kirker og mene, at det ikke er saa
paatrængende at faa Sogne delt, saalænge de ikke har forstaaet,
at det er noget andet Kirkesagen vil. Thi det er ikke Kirkens
ydre Former, der har Værdi for det sociale Liv. Ak nej, lad
os kun tilstaa det: Kirkeformerne uden Livsindhold har en sø r
g e lig so c ia l B e ty d n in g . De fostre kun A^anevæsen og Skin,
afkræfter Sansen for personlig Sandhed og bliver derfor paa
ingen Maade Kilde til Kraft og Fremskridt, men snarere et
Støttepunkt for Stilstand og Død.
Derfor har de ogsaa Ret, de mange, der peger paa, at Kirken
ingenlunde h a r haft den Betydning for det sociale Liv, som
dens bedste Venner lovede. Det maa vi ydmygt bekende: saaledes
har det været, fo rd i der langtfra har været det Indhold i Kir