132 / 463
122
nigheden takkede Gud, fordi der nu ikke var Tvivl om Vejen.
Opgaven maatte løses ad f r iv i l l ig Vej. Og ved hele den
danske Menigheds frie Offervillighed er der siden dengang rejst
henimod det tredobbelte Antal Kirker i vor Hovedstad.
Og mere endnu. Den Befolkning, som fnøs imod de mange
nye K irk e r, har for en stor Del fundet Vej til dem. Naar
Adventsugens Klokker har faaet en Magt i Hovedstaden, som
ingen vilde have vovet at tænke for 30 Aar siden, er det
fremfor alt Kirkesagens Skyld. De H e lv e d p ræ s te r, som man
rasede imod at faa herind, har vundet Agtelse cg Tillid, hvor
de blev kendt, idet man har følt, at den Kærlighed, som gaar
ud at søge det fortabte, der stille og taalmodigt gæster Smaa-
folks Hjem for at være deres Ven, den er ikke af det onde.
Og de smaa Menigheder, som man i Begyndelsen saa paa med
Mistro, som noget sygeligt eller sekterisk, har vist sig som
frugtbare Kilder paa godt for den Bydel, hvor de virker.
Lad mig fremhæve et enkelt Punkt: M e n ig h ed sp le je n ,
Omsorgen for de nødlidende i alle dens forskellige Former har
faaet mægtigt Opsving ved Sognenes Deling, [idet ogsaa den
først derved har faaet overkommelige „Arbejdsomraader.“ „De
samvirkende Menighedsplejer“, som nu uden Sammenligning er
Hovedstadens største Barmhjertighedsorganisation, er født ud af
det Opsving, den kirkelige Fattigpleje har taget, og kan i Vir
keligheden kaldes et Barn af Kirkesagen.
Men meget andet kunde føjes hertil. Det kristelige Afholds-
arbejde, det lille Søndagsblad. der nu naar til over 40,000 Hjem
i København hver Søndag — og det for største Delen gennem
personlige Kærlighedsbesøg — den almindelige Forstaaelse af
Sognearbejdets Værdi, som det sidste Tiaar har bragt os i Søn
dagsskoler, K. F. U. M. og K. F. U. K., de københavnske Menig
heders Sammenslutning til Fæilesarbejder for den offentlige Sæde
lighed og meget andet er altsammen Frugter paa det samme Træ.
Ingen vil derfor sige, at Maalet e r naaet.
Ing en v il sig e det. Endnu er Kirkens Brøst herinde aa-
benbare nok for Verdens Øjne. Og vi, som staar i Arbejdet,
føler stadig, hvor langt vi har igen. Men med inderlig Tak fol
den Forstaaelse og Støtte, vi har mødt i de svundne Aar, maa
vi dog have Lov at pege paa, hvad der alt er udrettet. Det
er stort nok til at være underligt, ikke blot for vore, men for