394 / 463
7 6
henrivende Veltalenhed, medens den anden taler saa jævnt og
stilfærdigt, at der er slet intet udvortes glimrende derover. Vi
glædes vel alle ved at høre et saadant veltalende Vidnesbyrd,
der ved sine levende malende Billeder kan gribe Hjerterne,
endog hos dem der staar fjernt, saa de store, lyttende Skarer
flokkes derom. Men alle troende Kristne vil dog skønne, at
det ikke er denne Veltalenhed det kommer an paa i den kristne
Forkyndelse. Tænker vi paa Kristi første Vidner, Apostlene,
saa har det visselig ingenlunde været egentlig Veltalenhed, der
gav disse ulærde Mænds Vidnesbyrd dets Magt. Endog den
Apostel, Pavlus, der dog uden Tvivl har været den mest vel
talende af dem alle, vidner om sig selv, at han var ulærd i
Tale (2 Kor. 11, 6), og da han kom med sin Forkyndelse til
Korint, kom han ikke med prægtige, veltalende Ord eller Vis
dom, som kunde glimre for Tilhørerne, men han forkyndte dem
Korsets Evangelium, saa Guds Aand førte Kraftbeviset for dets
Sandhed, for at deres Tro ikke skulde hvile paa Menneske-Vis
dom, men paa Guds Kraft (1 Kor. 2). Det vil sige, det kom
mer an paa, at den der taler og vidner, fører en i Sandhed
troværdig Tale, troværdig i sig selv, fordi det er det sande
Evangelium om Guds Kærlighed i Jesus Kristus, han vidner
om, og troværdig i den talendes Mund, idet han „taler, fordi
han tror,“ og saaledes virkelig vidner om Jesus Kristus. Kun
en saadan troværdig Tale kan anbefale sig til Menneskers
Samvittighed, ikke blot til deres Følelse eller Fantasi, og føre
Tilhørerne til Frelse, baade dem der er komne ind i Herrens
Menighed, og dem der endnu staar udenfor.
Nu skal dette skønne Hus indvies til et Guds Hus, helliges
til, at Guds Ord her skal lyde og gøre sin frelsende Gerning.
Det er en Glædesdag for os alle, at der nu her i denne myld
rende Stad er rejst et nyt Kirkehus, for at Ordet skal lyde
her og herudfra til Menneskers Frelse ud af al den Verdslighed
og Synd og Ugudelighed, som gaar i Svang. Og især er det
en Glædesdag for eder, som ved eders Gaver har tilvejebragt,
hvad der gjordes Behov til, at Huset kunde komme i Stand.
Vi har Lov til at glædes over disse Gaver, ikke just for Pen
genes Skyld, hvorvel ogsaa de var nødvendige til at fuldføre
Arbejdet, saaledes som det nu er sket, men især fordi vi tør tro,
at ialfald mange af disse Gaver har været et Udslag af Givernes