KøbenhavnsKirkesag

Tale ved Indvielsen af Eliaskirken,

den 17. Maj 1908.

Af Biskop,

Dr. S ka t Børdam.

Filipp. 4, 10—13. Det var mig en stor Glæde i

Herren, at I nu endelig igen have faaet Kræfter til

at tænke paa mit Bedste, hvilket I ogsaa havde i

Tanker, men I havde ikke Evne. Ikke at jeg siger

dette, fordi jeg har haft Savn; ti jeg har læ rt at være

tilfreds med mine Kaar. Jeg forstaar at være i ringe

Kaar, jeg forstaar ogsaa at have Overflod; i alt og

i alle Forhold har jeg læ rt den Hemmelighed baade

at være mæt og at hungre, baade at have Overflod

og at savne. A lt mægter jeg i ham, som gør mig

stærk.

Anledningen til, hvad Apostelen her skriver, var den, at

Menigheden i Filippi, som tidligere gentagne Gange havde sendt

ham Gaver til hans Underhold paa hans Missionsrejser, nu

paany havde sendt ham en rundelig Gave, medens han sad

fangen i Rom. Dette havde været ham en stor Glæde, ikke

saa meget fordi han vel kunde trænge dertil, ti i de Dage

havde saadanne Fanger det saa knapt som muligt, men især

paa Grund af det Hjærtelag, hvoraf denne Gave var udsprungen,

baade af Menighedens Kærlighed til ham og især af deres Tak

nemmelighed mod Gud for det Evangelium, de havde faaet Del

i, saa at Pavlus senere kan skrive om denne Gave, at den var

en „Vellugts Duft“, et duftende Takoffer, „velbehageligt for Gud“

(Fil. 4, 18). Men for sit eget Vedkommende, skriver han, at han

trods sine fattige Fangekaar vel kunde have undvæiæt denne

Understøttelse, ti, siger han, jeg har lært at være tilfreds med

mine Kaar, saa jeg fuldt forstaar den hemmelige Visdom, baade

at være mæt og at hungre, baade at have Overflod og at savne.

Dog tilskriver han ikke sig selv og sin egen Dygtighed Æren

herfor; nej, det var Kristus, for hvem han levede og arbejdede,

der havde gjort ham stærk nok dertil, og som ogsaa her havde

vist sig stærk nok til at bruge hans Fangenskab til Fremme

for Evangeliet (se Fil. 1, 12).

I disse Apostelens Ord har vi som et Billede paa Kristi

Menigheds Kaar gennem de skiftende Tider, paa at den kan

trives og blomstre under alle Kaar, naar den kun søger sin