387 / 463
6 9
blev det ikke til noget. Her er de nu— og 50 Kr. i Rente
for det Aar, der er gaaet.“
Saa blev der sendt os 3000 Kr., og saa fra et andet Sted
5000 Kr., saa vi kunde naa at faa baade Altertavlen og den
store Kirkeklokke betalt.
Altsammen uden nogen vor Fortjeneste eller Værdighed —
altsammen sendt os gennem kærlige Mennesker lige fra vor
rige Fader i Himlene.
I Taarnet hænger allerede den ene Klokke, en Gave fra en
enkelt Mand. Og den bærer Indskriften:
„Jeg varsler hver Morgen,
jeg varsler hver Kvæld,
vaag, hed og sørg for din Sjæl!“
Og nu har vi bestilt den store Klokke, som dog ikke kan
naa os til Indvielsesdagen; dens Indskrift bliver følgende:
„Jeg ringer for Øren — jeg ringer for Sind,
jeg minder om flygtende Timer;
Tid ringer jeg ud — og Evighed ind,
om Himmerigs Glæde jeg kimer.“
Begge Versene er tagne fra „De unges Blad“ (Juni 1907),
hvor de var meddelt af Lærer Nikolajsen efter gamle Kirke
klokke-Indskrifter.
Vor Arkitekt, Prof.
Nyrop,
har, som man ved fra Raad-
huset, ogsaa en stor Gave i at kunne give hver lille Enkelthed
sin særegne Betydning.
Den kirkelige Symbolik er saa rig derude i Eliaskirken —
i saa mange, mange Smaating røber sig for det forstaaende
Blik et dybt og sindrigt Billedsprog, alt for at gøre Guds Hus
saa rigt og skønt som muligt; —den Rose, der gaar igen over
alt, snart skaaret i Træ, snart mejslet i Malm, snart malet
med Farver, den ses f. Eks. halvt udfoldet paa Prædikestolen,
men helt udsprunget over Alterbordet.
Paa Alteret staar der en dejlig, syvarmet Stage, og desuden
bliver der Plads til Lys og Blomster — i den Henseende holder
jeg af den katolske Skik: Alle vore Blomster skal smykke
Herrens Alter og Lys brænde til hans Ære!