Indtil de vender hjem
21
Reaktionen på Socialtjenestens virke
Socialtjenestens medarbejdere syntes fra starten usikre på omverdenens og
andre offentlige myndigheders forståelse og accept afderes nye opgave. Den
13. oktober følte Overlederen for Socialtjenesten sig således foranlediget til
at informere samtlige institutionschefer under Københavns Kommune. Her
begrundede han
hvordan
og
hvorfor
Socialtjenesten havde påtaget sig arbej
detmed atbeskyttejødernes efterladtelejlighederog bohave. Det førsteskete
naturligvis med henvisning tilUdenrigsministeriets og Socialministeriets an
modning, det sidste med begrundelsen, atSocialtjenesten her - ”tiltrods for
atdet drejer sig om en opgave, som iog for sigligger uden for det egentlige
formål med Socialtjenesten (...)kunne gøre en indsats afhumanitær artved
at sikre de pågældendes forladte lejlighed, bohave m.v. mod tyveri ellerfor
ringelse”.Overlederen ønskede atundgå enhver misforståelsemed hensyn til
karakteren afSocialtjenestens hjælpevirksomhed, mens han samtidigt oply
ste, at ’Socialtjenesten inden forvisse rammer vilkunne overtage de pågæl
dendes forpligtelser,f.eks.med hensyn tilbetalingafhuslejeog lign.,idetSo
cialministeriethargivettilsagnom indtilvidereatvilleyde fuldrefusion afde
med de her omhandlede foranstaltninger forbundne udgifter”.26
Socialtjenestenanbefalede selv,atarbejdetmed omsorgen forjødernes lej
ligheder blevholdt skarptadskiltfraforsørgelsesvæsenet, idetman påpegede,
atder var betydelige forskelle på disse sager. For det førsteblev der ikke gen
nemført og underskrevet en tvangsafhøring. For det andet var modtagerne
afhjælpen ikke selv tilstede, og man var tilen vis grad ude afstand tilat ef
terprøve og kontrollere de foreliggende oplysninger, som ofte blev afgivet af
tredjemand uden strafansvar. Socialtjenesten kunne derfor ikke udelukke, at
der blevydet hjælp tilpersoner, der ikke ilovens forstandvar ’trængende”.
Hertil kom, at de tredjemænd, der blev afhørt, ofte mødte Socialtjene
sten med stor mistro, og undertiden ville de først give oplysninger, når de
var overbevist om, at Socialtjenesten intet havde med forsørgelsesvæsenet at
gøre.27 Socialtjenestens embedsmænd pegede her på et væsentligt problem
ideres arbejde. Hjælpen tilde flygtede jøder var ikke blot en ny opgave for
Socialtjenesten, den repræsenterede også en anden slagsoffentligforsorg,end
man hidtilhavde kendt til.Retrospektivt kan vi betragte hjælpen tilde jødi
ske flygtninge som en forløber fordetvelfærdssystem, der skulle bliveudvik
let iløbet af 1950’erne og som mellemkrigstidens socialreformer havde lagt
kimen til.
Overalt hvor de kom, blev Socialtjenestens medhjælpere mødt afstorre
spekt og tjenstvillighed, og det tiltrods for deres forespørgslers ofte nærgå
ende og insinuerende karakter. Respekten for autoriteter og embedsmænd
vardog heltanderledes almindelig, og tilbøjelighedentilatefterkomme auto