StrengeTider_1943-49

27 / 180

tyskepolitihenvendte sig,da de førstebreve fraTheresienstadt skullefordeles
iDanmark (senedenfor). Alligevel var Socialtjenesten meget påpasselig med
atsløredetkonkrete indhold aftjenestensarbejde.Arbejdet foratsikreog be­
vare jødernes ejendom og ejendele var ihimmelråbende uoverensstemmelse
med besættelsesmagtens bestræbelser på at skabe etjudenrein Danmark, al
den stund tjenestensvirke netop sigtede mod atjøderne skullevende tilbage.
Alle meddelelser tilandre danske myndigheder blev derfor stemplet fortro­
ligt,og affrygtforen razziafraGestapo tilintetgjordeSocialtjenesten ijanuar
1944 størstedelen afde optegnelser, man havde gjorto m de forskelligelejlig­
heder. Samtidig forsøgte man at overbevise flygtningenes nervøse bekendte
om, atSocialtjenestenvillegøre altforatundgå, atoplysninger fratjenestens
virke kom ibesættelsesmagtens hænder.
Til trods herfor kan man i det bevarede kildemateriale se, at flere be­
kendte tiljøderne oplevede at blive opsøgt og midlertidigt interneret afdet
tyske politi.Årsagen hertil var, at forfølgelsen afjøderne ivisse tilfælde fort­
satte efter aktionen den 1.- 2. oktober. Skønt der ikke var nogen indbyrdes
sammenhæng imellem besøgene, kunne naboer og bekendte således opleve
atblive opsøgt afbåde Socialtjenesten og Gestapo med etpar dages mellem­
rum. Inogle tilfældekunne naboerne endda navngive den tyske politiofflcer,
som havde foretaget afhøringer ikvarteret:32 SS-Oberscharfiihrer (overser­
gent) Fritz Renner gjorde tjenesteved det tyske sikkerhedspoliti iafdelingIV-
B-4, der havde ’jødespørgsmålet” som sagsområde. Her samarbejdede han
med den danske nazist Paul Hennig, der også havde gjort sigbemærket som
lønnet medarbejder ved det antisemitiske skriftKamptegnet, og ved sin delta­
gelseirazziaen mod Mosaisk Troessamfunds sekretariatiNybrogade den 31.
august 1943, hvorTroessamfiindets medlemslister blev beslaglagt.33
På trods afalle forsikringer oplevede Socialtjenestens medarbejdere ofte,
at naboer og bekendte nægtede ethvert kendskab tilden flygtede familie og
at have deres private ting stående. Medarbejderne var imidlertid forstående
og forklarede gerne afvisningerne med ”den ikke ualmindelige mistro tilSo­
cialtjenestens arbejde”.34Hvis Socialtjenestenvurderede, atder var berettiget
grund tilbekymring, rettede de henvendelse tilpolitiet og bad o m en afhø­
ring tilpolitirapport. Det var ofte nødvendigt,35da der jævnligt opstod kon­
flikterang. rettentilatvaretage flygtningenes herre, som mente
sig berettiget tilat disponere over en flygtetkvindes ejendele, og som havde
truet lejlighedens nye logerende, ’vistesigatvære særdeles ubehagelig og ar­
rogant itonen og straksafvisende; dervar ingen grund tilposekiggeri, dervar
ingen, der havde haft bud efter Socialtjenesten tilat fejeop idenne sag, der
var ordnet på bedste måde”.36
24 Sofie Lene Bak