31 / 180
28
Sofie Lene Bak
selvfølgeligikke kunne godkendes, og hun blev opfordret tilstraks attrække
sigtilbage tildet afhende lejedeværelse med samt sine effekter (...) Ide føl
gende 3 dage måtte vi derefter holde åbent hus for at få samlet de effekter,
dervarfjernet;detvarbogstaveligt taltnødvendigt athalehver enkelttingfra
de pågældende, der iøvrigt, da de blev klar over, at der ikke var anden ud
vej, hver for sigvar ivrige efter at forklare, hvad de andre havde fjernet (...)
De logerende fikefteromstændighederne besked om, at de snarest og inden
15/11 måtte finde sigandet logi,da det ikke ermuligt ataflåseden del aflej
ligheden, som [familien] selvdisponerede over, forsvarligt. De var indforstået
hermed”.46Socialtjenesten rekvirerede derefter etpar lotter tilat sætte lejlig
heden istand og ordne de store mængder aftøj, glas og porcelæn, som var
kommet ind via ’åben hus”-aktionen, iskabe og skuffer.
Hvis naboer og bekendte ikke var til at bevæge, kunne Socialtjenesten,
som omtalt, rekvirere politiets medvirken. Det skete f.eks. ien sag, hvor en
bekendt afden flygtede familie nægtede atudlevere 62,50 kr.,som han uret
mæssigt havde modtaget affamiliens overskydende forudbetalte husleje. Ef
ter en mundtlig og skriftlig anmodning anmeldte Socialtjenesten sagen til
politiet.47
Rygter om naboers og bekendtes evt.politiskesympatier med besættelses
magten blev også noteret. En ven anmodede Socialtjenesten om atefterse, at
en families interesser blev forsvarligt varetaget. Han frygtede, at naboerne i
familiens opgang næppe havde ædle motiver, når de ønskede attagefamiliens
bohave tilopbevaring, ’idet der skal være nazister imellem dem”.Naboer
ne undveg efterfølgende Socialtjenestens spørgsmål og afviste det offentliges
indblanding med ordene, ”atder kunne jobeståetøkonomisk mellemværen
de”,og ’betroelsen afopbevaring afeffekterne kan være udtryk for et ønske
o m atsikredem garanti fordette økonomiske mellemværende”.48
Det er ikke tilat sige, o m vennens mistanke havde noget på sigellerom
naboerne vitterligt havde tilvejebragt midler til familien mod pant ideres
ejendele. Arkivet kan ikke give os en forklaring, men sagen vakte ihøj grad
Socialtjenestens mistænksomhed.49 Og denne type sager var langtfra enestå
ende: En vicevært, som, ifølge Socialtjenestens oplysninger, var beskæftiget
hos den tyskeværnemagt, havde iettilfældetilladtsigatdisponere meget frit
overen flygtetfamiliesejendele, faktisksåfrit,athan skiftedesineegne gamle
møbler ud med familiens nye. Socialtjenestens medarbejder foreslog, at der
blev rettethenvendelse tilpolitiet.50
Arkivet indeholder imidlertid kun fåsager, hvor nazistiske sympatier blev
anført som et muligt motiv for rapserierne, og rapporterne beskæftiger sig
ikke med muligheden for angiveri. Når Socialtjenestens medarbejdere kol
porterede rygter om nazistiske sympatier, skyldtes det sandsynligvis frygten