22
Sofie Lene Bak
riteternes vilje, en ganske anden end idag. Af og til stødte Socialtjenesten
dog på forhindringer, f.eks. når de involverede afviste enhver indblanding
fra de offentlige myndigheders side. Dette skyldtes dog ikke så meget uvilje
mod medhjælpernes konkrete opgaver ellerspørgsmål, som det skyldtes uvil
jemod socialforsorgen og forsørgelsesvæsenet. Nervøsiteten forkontakt med
de sociale myndigheder var da heller ikke ubegrundet. Selvom sanktionerne
mod modtagere af offentligt hjælp var blevet betydeligt lempet ved social
reformerne i 1930’erne kunne stemmeretten fortsat fratages modtagere af
fattighjælp og — hvad der ikke var uvæsentligt for en del afmålgruppen for
Socialtjenestens særlige opgave - at modtage offentlig hjælp kunne betyde,
at man ikke kunne opnå dansk statsborgerskab.2*Det var stadigsocialt stig
matiserende atvære under offentlig forsorg: Det stred mod arbejderklassens
moral o m atyde efterevne og nyde efterbehov, og mod familiefaderens ideal
om atforsørge sine egne.
På etbestemt område vistefrygten fordet offentliges indblanding sigvel
begrundet. Undersøgelsen afflygtningenes personlige forhold resulterede for
en række sagersvedkommende imistanker o m socialtbedrageri, da detviste
sig,atden flygtedehavde arbejdet uden gyldigarbejdstilladelse. En mistanke,
der især ramte de tyske og østrigske flygtninge, som under storevanskelighe
der havde opnået tåltophold iDanmark i1930’erne, men som ikke var ble
vet tildeltarbejdstilladelseog dermed mulighed foratforsørge sigselv.29
Andre reagerede mistroisk affrygt for, at oplysninger om de flygtede jø
der skulle falde iforkerte hænder, elleratde selvskulle komme ibesættelses
magtens søgelys. Frygten forværnemagtens ellerdettyskepolitisindblanding
var ikke uforståelig. En tilfældig kunde, som havde handlet hos en nu flyg
tet skræddermester, havde således købt hele familiens indbo og hævdede at
være blevet anholdt afden tyske værnemagt, da han villeafhente møblerne.
Han blev ført tilDagmarhus, hvor det blev meddelt ham, at man vidste, at
han var ibesiddelse af familiens møbler, samt at man ønskede oplysninger
om, hvorfra han havde dem. Køberen søgte over for det tyske politi atsløre,
hvordan han havde faet adgang tilindboet, men måtte slutteligtunderskrive
”en erklæring”,hvorefter han blev frigivet. Da Socialtjenesten blev inddraget
isagen, var han derfor først meget mistænksom over for tjenestens motiver
og krævede oplysninger om, hvordan Socialtjenesten havde fåetkendskab til
sagen, og ihvilke hænder rapporten om sagen villeende.30
Der ernæppe tvivlom, atde tyskemyndigheder havde etvistkendskab til
Socialtjenestens arbejde. Det var f.eks.her man henvendte sig,da man retur
nerede de nøgler, som var udleveret afviceværter og portnere under aktionen
mod de danske jøder
1.og2. oktober, ellersom man havde indsamlet blandt
de deporterede tilTheresienstadt.31Det var også hos Socialtjenesten, at det